Krise i Sri Lanka tvinger premierminister til at gå af

Et parlamentsmedlem fra Sri Lankas regeringsparti er blandt fem dræbte under uroligheder i hovedstaden.

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

Galleri - Tryk og se alle billederne.

Sri Lankas premierminister, Mahinda Rajapaksa, er mandag trådt tilbage fra sin post.

Det sker efter flere ugers store demonstrationer i landet.

Mandag var der i hovedstaden Colombo flere sammenstød mellem demonstranter, tilhængere af Rajapaksa-familien og politiet.

En alvorlig økonomisk krise har gjort srilankanerne rasende og sendt titusindvis ud i gaderne.

De fleste demonstrationer har været fredelige, men mandag er mindst fem dræbt og 150 såret, oplyser politiet ifølge nyhedsbureauet AFP.

Et parlamentsmedlem fra Sri Lankas regeringsparti er blandt tre dræbte under mandagens uroligheder i hovedstaden, Colombo.

Politikeren ved navn Amarakeerthi Athukorala skød to personer, der blokerede hans bil. Den ene af de to - en 27-årig mand - døde af sine sår.

Senere blev politikeren selv fundet død efter at have søgt tilflugt i en bygning i området.

I byen Weeraketiya i den sydlige del af landet melder politiet om to dræbte og fem sårede.

Rajapaksa siger i en tale, at der nu skal dannes en samlingsregering, som skal få landet ud af krisen.

- Flere aktører har antydet, at den bedste løsning på den nuværende krise er at danne en overgangsregering med deltagelse af alle partier, siger Rajapaksa.

- Derfor har jeg indgivet min opsigelse, så de næste skridt kan blive taget i overensstemmelse med forfatningen, siger han.

Krisen er den værste økonomiske krise, Sri Lanka har oplevet siden selvstændighed i 1948.

Folk har ikke strøm i deres huse, og situationen bliver stadig værre. Der er mangel på mad, brændstof og medicin.

Regeringen er nede og skrabe kistebunden i statskassen med kun omkring 50 millioner dollar tilbage i valutareserver.

Demonstranterne jubler mandag over Mahinda Rajapaksas afgang, men det er ikke nok for dem. De kræver også, at hans bror Gotabaya Rajapaksa, der er Sri Lankas præsident, går af. De to ledere har været mål for den seneste tids protester.

Politiet affyrede mandag tåregas og vandkanoner og indførte så et udgangsforbud med øjeblikkelig virkning i Colombo. Forbuddet blev senere udvidet til at gælde hele landet, der har omkring 22 millioner indbyggere.

USA's ambassadør i Sri Lanka har kritiseret mandagens hændelse.

- Vi fordømmer volden mod de fredelige demonstranter i dag og beder Sri Lankas regering om at lave en fuld undersøgelse, siger Sri Lanka-ambassadør Julie Chung ifølge nyhedsbureauet AFP.

Mandagens sammenstød opstod, efter at tusindvis af tilhængere af Mahinda Rajapaksa havde hørt en tale fra premierministeren.

De cirka 3000 tilhængere bevægede sig bagefter videre i Colombo.

Her stødte de sammen med demonstranter fra kampagnen, der inspireret af præsident Gotabaya Rajapaksas fornavn hedder "Gota go home".

- Præsidenten skal tage ansvar for den vold, der blev sat i gang af premierministeren, tweeter oppositionspolitikeren Eran Wickramaratne.

Rajapaksa-brødrene har siddet på deres poster siden 2019.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Forsiden