Sri Lankas parlament vælger ny præsident i næste uge

Partiledere i Sri Lanka er enige om at få en ny regering på plads snarest. Rajapaksa ventes at gå af onsdag.

En større menneskemængde har mandag indtaget den afgående præsident Gotabaya Rajapaksas embedsbolig for anden dag i træk i Sri Lankas hovedstad, Colombo. <i>Rafiq Maqbool/Ritzau Scanpix</i>

En større menneskemængde har mandag indtaget den afgående præsident Gotabaya Rajapaksas embedsbolig for anden dag i træk i Sri Lankas hovedstad, Colombo. Rafiq Maqbool/Ritzau Scanpix

Sri Lankas parlament skal vælge en ny præsident den 20. juli. Det oplyser formanden for parlamentet mandag.

Det er ventet, at Sri Lankas præsident, Gotabaya Rajapaksa, vil trække sig fra posten onsdag.

- Indstillinger til præsidentposten bliver fremlagt i parlamentet 19. juli. Den 20. juli vil parlamentet ved en afstemning vælge en ny præsident, meddeler parlamentsformand Mahinda Yapa Abeywardena.

De folkevalgte samles igen på fredag.

Mandag mødtes partilederne for at drøfte situationen i landet.

- Der var enighed om, at det er afgørende at sikre, at en ny regering med alle partier er på plads i overensstemmelse med forfatningen, siger Abeywardena videre.

Sri Lankas hovedstad, Colombo, har i flere uger været præget af store protester.

Tusindvis af mennesker har været i gaderne med krav om, at både præsidenten og premierminister Ranil Wickremesinghe skal gå af.

Lørdag tilbød premierministeren at trække sig for at skabe mere ro i hovedstaden. Samme dag havde demonstranter sat ild til hans bolig.

Lørdag aften meddeltes det, at også præsident Rajapaksa vil gå af.

Optøjerne i hovedstaden lørdag resulterede i, at præsidenten måtte flygte fra præsidentboligen i Colombo, da den blev stormet af demonstranter.

Billeder har siden vist demonstranter, der bader i præsidentens swimmingpool.

Demonstranterne er vrede over den økonomiske krise, som landet befinder sig i - og de mener, at præsidenten er ansvarlig for situationen.

Sri Lanka ligger syd for Indien. De cirka 22 millioner indbyggere oplever for tiden landets værste økonomiske krise i årtier.

/ritzau/Reuters

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.