Sri Lankas præsident erklærer undtagelsestilstand efter uro
Østaten Sri Lanka har været præget af voldelige protester over den værste økonomiske krise i årtier.
Opdateret kl. 03:12
Sri Lankas præsident, Gotabaya Rajapaksa, har fredag erklæret undtagelsestilstand i hele østaten.
Det sker efter voldelige protester over østatens værste økonomiske krise i årtier.
Torsdag stødte hundredvis af demonstranter sammen med politi og militær udenfor præsidentens bolig i en forstad til hovedstaden Colombo.
Politiet arresterede 53 mennesker og indførte udgangsforbud i og omkring Colombo fredag. Det skete for at begrænse protester, der er brudt ud på grund af mangel på vigtige varer inklusiv brændstof.
Udgangsforbuddet er siden blevet ophævet.
I en meddelelse fra det srilankanske regeringstidende siger Rajapaksa, at beslutningen om undtagelsestilstand blev truffet af hensyn til den offentlige sikkerhed.
Derudover af hensynet til beskyttelsen af den offentlige orden og for at sikre vedligeholdelsen af forsyninger og væsentlige tjenester.
Den sydasiatiske østat befinder sig i en slem økonomisk krise. Der er strømafbrydelser i op til 13 timer om dagen, fordi regeringen ikke har nok udenlandsk valuta til at betale for brændstofimport.
Torsdag brugte politiet tåregas og vandkanoner for at sprede folkemængderne tæt på præsidentens hjem. Det skete, efter at de havde sat ild flere politi- og militærkøretøjer.
Sri Lankas minister for turisme, Prasanna Ranatunga, har advaret om, at sådanne protester vil skade de økonomiske udsigter.
- Det største problem, som Sri Lanka står over for, er en mangel på valuta. Og protester af denne karakter vil skade turismen og have økonomiske konsekvenser, har han udtalt.
Hanaa Singer-Hamdy, der er FN-repræsentant i Sri Lanka, har derudover opfordret til tilbageholdenhed fra alle grupper.
- Vi overvåger udviklinger og er bekymrede over rapporter om vold i Sri Lanka, skriver hun på Twitter.
Der bor knap 22 millioner mennesker i Sri Lanka.
/ritzau/Reuters
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.