Stabschef for Trumps vicepræsident undsiger Trump

Marc Short, som var stabschef for Mike Pence, har vidnet om stormløbet mod Kongressen 6. januar 2021.

Marc Short, daværende vicepræsident Mike Pences stabscef, har talt med en føderal domstol om stormløbet mod Kongressen 6. januar 2021. <i>J. Scott Applewhite/Ritzau Scanpix</i>

Marc Short, daværende vicepræsident Mike Pences stabscef, har talt med en føderal domstol om stormløbet mod Kongressen 6. januar 2021. J. Scott Applewhite/Ritzau Scanpix

Endnu en tidligere topembedsmand har fortalt sin side af sagen om det dødelige stormløb mod USA's Kongres 6. januar sidste år.

Der er tale om Marc Short, som var stabschef for Mike Pence, den daværende præsident Donald Trumps vicepræsident.

Short fortæller i et interview med mediet CNN, at han var blevet stævnet ved en føderal storjury, der efterforsker begivenhederne 6. januar og forsøget på at omstøde valgresultatet. En stævning, som han efter eget udsagn imødekom.

Sagen er anderledes end den, som er blevet undersøgt af et særligt udvalg i den amerikanske Kongres.

Short har afgivet forklaring i en sag, som føres af det amerikanske justitsministerium, og afhøringen af en så centralt placeret embedsmand er ifølge nyhedsbureauet Reuters et tegn på, at efterforskningen er ved at spidse til.

Det står ikke klart, hvad han har fortalt efterforskerne - eller for den sags skyld hvad han er blevet spurgt om.

Han har dog udtalt sig om begivenhederne til CNN, hvor han siger, at det ikke var retvisende at sige, at demonstranterne under stormløbet blot gjorde brug af deres ret til ytringsfrihed.

- Der var helt bestemt nogle personer, som på dum vis lod sig rive med til det, som skete 6. januar. Men jeg synes ikke, det er fair at beskrive oprørerne som patrioter, der blot gjorde brug af deres ytringsfrihed, siger han.

Stormløbet mod Kongressen sidste år viste sig i sidste ende at have dødelige konsekvenser. Mindst fem personer mistede livet, mens 140 politibetjente kom til skade under hændelsen.

Demonstranterne havde samlet sig uden for Capitol-bygningen, hvor Kongressen samles. Her demonstrerede de, fordi de mente, at Donald Trump havde tabt valget til Joe Biden på grund af valgsvindel.

Senere er det kommet frem, at Donald Trump så med på fjernsynet fra Det Hvide Hus. I en tale holdt inden demonstranterne gik mod Capitol-bygningen, opfordrede han dem til at "slås som bare fanden".

/ritzau/Reuters

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.