Stor diamant skuffer en smule med pris på 132 millioner kroner

En hvid diamant på størrelse med et æg blev onsdag solgt for lidt under vurderingen ved en auktion i Schweiz.

Hammerslagsprisen lød på 132 millioner kroner, da "The Rock" onsdag blev solgt i Schweiz. <i>Fabrice Coffrini/Ritzau Scanpix</i>

Hammerslagsprisen lød på 132 millioner kroner, da "The Rock" onsdag blev solgt i Schweiz. Fabrice Coffrini/Ritzau Scanpix

Den hvide diamant "The Rock" er onsdag blevet solgt for 18,6 millioner schweiziske franc ved en auktion i Genève i Schweiz.

Det fremgår af auktionen på auktionshuset Christie's hjemmeside.

Salgsprisen svarer til 132 millioner kroner.

"The Rock" er den største hvide diamant, der nogensinde er blevet solgt ved en auktion. Og selv om den onsdag blev solgt for et svimlende beløb, så var det faktisk en smule skuffende i forhold til vurderingen forud for auktionen.

Vurderingen lød på en pris mellem 19 og 30 millioner schweiziske franc.

Salgsprisen på 18,6 millioner schweiziske franc er hammerslagsprisen og inkluderer ikke det gebyr, der typisk kaldes buyer's premium. Det betales af køberen til auktionshuset og lægges oven i hammerslagsprisen.

Med gebyret lagt oveni lyder onsdagens salgspris på 21,68 millioner schweiziske franc. Det fremgår af Christie's hjemmeside.

"The Rock" er større end en golfbold og nogenlunde på størrelse med et hønseæg. Diamanten er 228,31 karat.

Karat er baseret på diamanters størrelse - jo større, jo højere karat.

Der var på forhånd store forventninger til onsdagens auktion.

- Den er helt perfekt symmetrisk, sagde Max Fawcett, der står i spidsen for Christie's afdeling for juveler i Genève, inden auktionen.

- Jeg forventer, at det bliver et festfyrværkeri, sagde han.

Det blev dog ikke til en historisk aften i Schweiz. Det lykkedes nemlig ikke at slå rekorden for den dyreste hvide diamant nogensinde solgt på auktion.

Den lyder på 33,7 millioner dollar - 237,5 millioner kroner - og blev sat i 2017. Dengang var det en diamant på 163,41 karat, der blev solgt.

"The Rock" blev fundet i en mine i Sydafrika i begyndelsen af 2000'erne. Den har været udstillet i Dubai, Taipei og New York inden salget i Genève.

/ritzau/AFP

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Breaking
Statsadvokaten har talt: Jens-Peter Skov slipper for tiltale i sag om sex med mindreårig
Luk