Storbritannien har målt rekordhøj temperatur på over 40 grader
Briterne er vant til relativt milde sommertemperaturer, men nu er der for første gang noteret over 40 grader.
Storbritannien registrerede tirsdag en rekordhøj temperatur på over 40 grader. Det oplyser det meteorologiske kontor, MET.
Der er blandt andet foretaget en rekordmåling på 40,2 grader ved Heathrow lufthavn i London, og tirsdag eftermiddag er der målt 40,3 grader i byen Coningsby i Lincolnshire.
Inden da var der i forbindelse med den nuværende hedebølge registreret en temperatur på 39,1 grader i Charlwood nær Gatwick lufthavn syd for London.
Den gamle varmerekord - fra 2019 - lå på 38,7 grader.
Allerede mandag var der meldinger om lokale varmerekorder. Der blev registreret 37,1 grader i Wales og 38,1 grader i grevskabet Suffolk.
- Hvis det bliver bekræftet, så er der tale om de højeste temperaturer, som nogensinde er målt i Storbritannien, hedder det i en pressemeddelelse fra MET.
Der var varslet fare med farven "rød", som advarer om ekstrem hede, hvor menneskeliv kan være i fare. Advarslen omfattede et stort område, som strækker sig fra London over Manchester til York.
Briterne er vant til relativt milde sommertemperaturer, der som regel topper omkring 20 grader i juli. Kun få hjem er udrustet med klimaanlæg.
Den ekstreme varme har blotlagt mange mangler i landets infrastruktur.
- Der kræves ombygninger for at klare de høje temperaturer. Det vil tage år at gennemføre, siger transportminister Grant Shapps.
Mandag holdt en del skoler i landet lukket på grund af varmen.
I Lutons lufthavn nord for London førte varmen til et stop for lufttrafikken på grund af skader på en landingsbane.
BBC advarer om mangler eller problemer med vandtilførsler.
/ritzau/Reuters
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.