Storbritannien står over for største togstrejke i 30 år

Forhandlinger er kollapset mandag, og det har udløst togstrejke i Storbritannien tirsdag, torsdag og lørdag.

En varslet togstrejke ventes at give store trafikale problemer i Storbritannien. (Arkivfoto). <i>Daniel Leal/Ritzau Scanpix</i>

En varslet togstrejke ventes at give store trafikale problemer i Storbritannien. (Arkivfoto). Daniel Leal/Ritzau Scanpix

Storbritannien har kurs mod landets største togstrejke i over tre årtier.

Det skriver nyhedsbureauet Reuters og britiske Sky News.

Over 50.000 ansatte ventes at strejke, efter at forhandlinger mellem transportforbundet RMT og togoperatørerne er kollapset mandag.

Strejken ventes at finde sted tirsdag, torsdag og lørdag.

Parterne har været uenige om blandt andet løn og arbejdsforhold.

RMT har afvist to forskellige forslag om nye aftaler. Det siger Mick Lynch, der står i spidsen for transportforbundet, på et pressemøde.

- Begge forslag er uacceptable, og det er nu blevet bekræftet, at strejken, der er planlagt til at finde sted denne uge, kommer til at ske, siger han.

Den varslede strejke ventes at forårsage massive trafikale problemer, skriver nyhedsbureauet AFP. Blandt andet vil det besværliggøre transporten til musikfestivalen Glastonbury og til de britiske studerendes eksamener.

Transportforbundet RMT mener dog, at strejken er nødvendig, fordi lønnen i branchen ikke har fulgt med inflationen, der er på sit højeste i 40 år.

Togstrejken er den største i Storbritannien siden 1989.

Lederen af Network Rail, der står for driften af de britiske jernbaner, har kaldt strejken "unødvendig" og siger, at den vil have en "skadende effekt".

- Vi og vores togdriftkolleger forbereder os på at tilbyde den bedst mulige service til vores passagerer og transportører i næste uge på trods af RMT's handlinger, sagde han inden forhandlingerne kollapsede mandag.

/ritzau/Reuters

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Forsiden