Storbritannien underskriver aftale om returnering af øgruppe
Storbritannien returnerer øgruppe til Mauritius, men beholder militærbase ved at leje den for millionbeløb.
Opdateret kl. 17:23
Storbritanniens premierminister, Keir Starmer, har torsdag underskrevet en aftale om at returnere Chagosøerne i Det Indiske Ocean til østaten Mauritius.
Det skriver nyhedsbureauet AFP.
Med aftalen vil Storbritannien fortsat have kontrol over en amerikansk-britisk militærbase på Diego Garcia, der er den største af øerne.
Basen bliver af flere medier beskrevet som "strategisk vigtig" for Storbritannien på grund af placeringen midt mellem Afrika og Asien.
Storbritannien har med aftalen kontrol over militærbasen under en 99-årig kontrakt.
Til gengæld vil militærbasen koste Storbritannien 101 millioner pund om året - svarende til 896 millioner danske kroner.
Det skriver BBC.
Kort inden den planlagte underskrivning af aftalen, satte to kvinder tidligere på dagen en midlertidig pause for processen.
De to kvinder fra Chagosøerne Bernadette Dugasse og Bertrice Pompe ønsker igen at bo på øen Diego Garcia, hvor militærbasen også har hjemme.
I slutningen af 1960'erne begyndte briterne at tvangsforflytte øernes beboere for at gøre plads til militærbasen.
Både den nye og tidligere aftale om øerne forhindrer ifølge BBC chagossere i at vende tilbage til øen, hvilket kvinderne gerne ville have ændret.
Derfor lagde de sag an mod det britiske udenrigsministerium og underskrivningen blev udskudt, skriver mediet.
En højesteretsdommer afgjorde dog efter nogle timer, at aftalen alligevel - trods kvindernes indsigelser - kunne blive underskrevet torsdag.
Overdragelsen sker efter en årtier lang strid om øgruppen.
Den Internationale Domstol, der er den højeste retsinstans inden for FN-systemet, afgjorde i 2019, at Storbritannien skulle afstå kontrollen over ø-gruppen "hurtigst muligt".
For briterne handlede "ulovligt" i forhold til Mauritius, lød det i 2019 i afgørelsen fra FN-domstolen.
Mauritius blev selvstændigt i 1968.
Under sagen ved Den Internationale Domstol oplyste Mauritius' regering, at den var blevet tvunget af briterne til at afstå Chagosøerne for at sikre sig uafhængighed.
Storbritannien hævdede derimod, at det hele skete frivilligt.
/ritzau/
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.