Store brande hærger London under historisk hedebølge

Brandvæsnet i London iværksætter særlig tilstand som svar på flere store brande under hedebølge.

I Rainham i det østlige London har rekordhøje temperaturer forårsaget en brand. Londons brandvæsen kæmper tirsdag mod flere store brande. <i>Tony O''brien/Reuters</i>

I Rainham i det østlige London har rekordhøje temperaturer forårsaget en brand. Londons brandvæsen kæmper tirsdag mod flere store brande. Tony O''brien/Reuters

Londons brandvæsen har tirsdag erklæret "major incident", da flere store brande hærger den britiske hovedstad.

Betegnelsen "major incident" kan oversættes til en større eller alvorlig hændelse. Det betyder, at der er tale om en nødsituation, som kræver, at beredskabet iværksætter særlige ordninger.

- Brandfolkene opfylder stadig behovene i vores lokalsamfund, men at erklære "major incident" giver os mulighed for at fokusere vores ressourcer, oplyser brandvæsnet.

Storbritannien er ramt af en ekstrem hedebølge. Den giver rekordhøje temperaturer flere steder i landet.

Tirsdag er den højeste temperatur nogensinde i landet blevet målt. Der er som det højeste målt 40,3 grader i Coningsby i den østlige del af England. Tidligere på dagen blev der målt 40,2 grader i lufthavnen Heathrow i London.

Varmen betyder en forhøjet risiko for naturbrande.

Brandvæsnet i hovedstaden har blandt andet sat 30 brandbiler ind ved en græsbrand i forstaden Upminster.

- Det her er kritisk, skriver Londons borgmester, Sadiq Khan, på Twitter.

- Londons brandvæsen er under et enormt pres. Pas på jer selv.

Nyhedsbureauet dpa skriver, at brandvæsnet tirsdag eftermiddag er til stede ved mindst ti forskellige brande.

I forstaden Wennington er 15 brandbiler og omkring 100 brandfolk sat ind. En lokal kvinde fortæller til det britiske nyhedsbureau PA, at branden har spredt sig til flere steder i byen.

- Jeg lagde mærke til branden i Wennington, da jeg gik til frokost klokken to, og siden da har hele kontoret fulgt med. Ligegyldig hvor vi ser hen, er der en ny brand, siger Freya Gutteridge.

- Vi er alle virkelig bekymrede. Der er kraftig vind, og vi kan se i nyhederne, at masser af huse brænder, og at der ikke er nok brandbiler, siger hun videre.

Londons indbyggere er blevet bedt om at droppe grill og bål.

- Vi opfordrer kraftigt folk til at lade være med at grille eller tænde bål i dag, da jorden er utroligt tør. Det betyder, at selv de mindste gnister kan forårsage brand, lyder det fra brandvæsnet.

/ritzau/Reuters.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.