Storme i Frankrig ødelægger vingårde og koster kvinde livet

Hagl på størrelse med golfbolde har ramt dele af Frankrig og beskadiget titusindvis af hektar af vinmarker.

Flere storme, der lørdag ramte store dele af Frankrig, har kostet en kvinde livet, skabt kaos på vingårde og tvunget tusindvis af spejdere til at søge i læ.

En kvinde har mistet livet, efter at hun blev fanget under en bil i en voldsom oversvømmelse, der var forårsaget af en storm i den nordlige by Rouen, meddeler borgmesterkontoret.

I regionerne Landes og Gers har hagl på størrelse med golfbolde ramt dele af vingården Armagnac, siger lokale vinavlere og myndigheder i regionerne.

Bernard Malabirade, der er formand for landbrugsdepartementet i Gers, siger, at haglstormen har påvirket titusindvis af hektar.

Vinavleren Nelly Lacave, der bor i den sydlige del af regionen Landes, har beskrevet stormen som altødelæggende.

- I vinmarkerne er der intet tilbage. Taget på vores landbrugsbygning ligner en schweizerost, og i huset er vinduerne knust.

- Min far, der næsten er 70 år gammel, har aldrig set noget lignende, siger hun.

I Loir-et-Cher, der ligger i det centrale Frankrig, måtte 30.000 spejdere, der var samlet til en lejrtur i pinseferien, hastes i sikkerhed - nogle af dem på det lokale slot.

- Stormen startede omkring klokken 16.30. Det varede i nogle få minutter, men det var relativt kraftigt, og vindstød fik spejdernes telte til at kollapse, siger spejdernes talsmand, Damien Tardy.

- 10.000 unge spejdere i alderen fra 8 til 12 år fik ly inde på slottet i samarbejde med præfekturet.

Det franske energiselskab Enedis oplyste lørdag aften, at stormen havde ført til strømafbrydelse i omkring 5000 husstande landet over.

Mens det franske fastland var plaget af storme, blev der målt rekordhøje temperaturer på den franske middelhavsø Korsika.

Cap Corse på den nordlige del af øen registrerede 37,4 grader, oplyser meteorologer fra den franske vejrtjeneste France-Meteo. Det er rekord for juni måned.

France-Meteo har advaret om, at flere storme er på vej mod Frankrig.

/ritzau/AFP

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.