Verden

Studie opjusterer dødstal i begyndelsen af Gaza-krigen

Dødstallet i Gaza-krigens første 16 måneder var 25.000 højere end de lokale myndigheders tal, vurderer studie.

Palæstinensere står onsdag uden for en butik i Gaza By, der flere steder er blevet ødelagt af israelske angreb under krigen. (Arkivfoto).
Palæstinensere står onsdag uden for en butik i Gaza By, der flere steder er blevet ødelagt af israelske angreb under krigen. (Arkivfoto). Omar Al-Qattaa/Ritzau Scanpix

Opdateret kl. 04:06

Mere end 75.000 mennesker blev dræbt i de første 16 måneder af den mere end to år lange krig i Gaza.

Sådan lyder konklusionen i et forskningsstudie, der onsdag blev offentliggjort i det medicinske tidsskrift The Lancet. Det skriver den britiske avis The Guardian.

De præcise dødstal i Gaza er omdiskuteret med forskellige meldinger fra Israel og sundhedsmyndighederne i Gaza.

Dødstallet er ifølge det netop offentliggjorte studie 25.000 højere end tidligere meldinger fra de palæstinensiske sundhedsmyndigheder i det krigshærgede område.

Studiet har undersøgt perioden fra 7. oktober 2023 til 5. januar 2025.

- Den samlede dokumentation tyder på, at tre-fire procent af befolkningen i Gazastriben havde mistet livet som følge af vold den 5. januar 2025, og der har været et betydeligt antal ikke-voldelige dødsfald indirekte forårsaget af konflikten, skriver forskerne.

Blandt de indirekte dødsårsager er underernæring og ubehandlet sygdom.

Forskerne vurderer, at 75.200 personer blev dræbt i voldelige handlinger i Gaza i perioden. De lokale sundhedsmyndigheder har tidligere opgjort tallet til 49.090 personer.

I januar fortalte en unavngiven, højtstående israelsk officer ifølge det israelske medie The Times of Israel, at de dødstal, som sundhedsmyndighederne i Gaza har opgjort, overordnet var retvisende.

Officeren fortalte, at omkring 70.000 palæstinensere er blevet dræbt i israelske angreb, siden konflikten brød ud. Det tal medtog ikke det antal personer, der er meldt savnet.

Sundhedsmyndighederne i Gaza har senest opgjort dødstallet til mere end 71.660 personer. Blandt de dræbte er 570 personer, der har mistet livet, siden en våbenhvile trådte i kraft i oktober sidste år.

Det netop offentliggjorte forskningsstudie baserer sig på interview med 2000 familier i Gaza. Familierne er ifølge de tre forskere - en økonom, en demograf og en epidemiolog - udvalgt, så de repræsenterer Gazas befolkning.

De adspurgte er blevet bedt om at fortælle detaljer om dræbte blandt deres familiemedlemmer.

Undersøgelsen er gennemført af palæstinensiske researchere, der har erfaring med at lave meningsmålinger i området.

Krigen mellem Israel og den militante palæstinensiske gruppe Hamas begyndte, da Hamas den 7. oktober 2023 angreb Israel og tog flere gidsler. Som modsvar valgte Israel at angribe Gaza-området.

/ritzau/

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden