Verden

Sudans hærchef fordømmer USA-ledet våbenhvileforslag

De Forenede Arabiske Emirater er en hindring for vejen til fred, mener Sudans hærchef.

Sudans hærchef, Abdel Fattah al-Burhan, mener, at nyt våbenhvileforslag i Sudan er partisk. (Arkivfoto).
Sudans hærchef, Abdel Fattah al-Burhan, mener, at nyt våbenhvileforslag i Sudan er partisk. (Arkivfoto). Ebrahim Hamid/Ritzau Scanpix

Sudans hærchef, Abdel Fattah al-Burhan, kalder det seneste våbenhvileforslag fra en USA-ledet mæglingsgruppe for det "værste hidtil".

Det skriver nyhedsbureauet AFP.

Foruden USA består mæglingsgruppen af De Forenede Arabiske Emirater, Saudi-Arabien og Egypten.

Sudans hærchef siger i en videoerklæring, at våbenhvileforslaget er partisk, fordi De Forenede Arabiske Emirater står bag.

Landet i Mellemøsten er blevet anklaget for at støtte og bevæbne den paramilitære gruppe Rapid Support Forces (RSF), der kæmper mod Sudans hær i konflikten. Det har De Forenede Arabiske Emirater afvist.

Sudans hær og RSF har været i konflikt med hinanden siden april 2023, hvor de har kæmpet om magten i Sudan.

Konflikten har kostet titusindvis af mennesker livet, fordrevet millioner og skabt det, som FN kalder verdens største humanitære krise. Der er erklæret hungersnød i flere områder, og millioner af mennesker sulter.

RSF sagde tidligere på måneden, at gruppen var gået med til et forslag om våbenhvile, som den USA-ledede mæglingsgruppe havde stået bag.

Sudans hærchef kritiserer blandt andet den amerikanske udsending Massad Boulos, som har været talerør på vegne af mæglingsgruppen.

- Hvis det er her, mæglingen fører hen, så anser vi den som partisk, især Massad Boulos, som truer os og taler, som om han vil påtvinge os noget.

- Vi frygter, at han kan blive en hindring for den fred, som alle vi sudanesere ønsker, siger Sudans hærchef i videoerklæringen ifølge AFP.

Udmeldingen fra den sudanesiske hærchef kommer få dage efter, at USA's præsident, Donald Trump, sagde, at han ville afslutte krigen i Sudan.

Det skete, efter at Saudi-Arabiens kronprins, Mohammed bin Salman, under et besøg i Det Hvide Hus havde opfordret Trump til at gøre noget for at stoppe blodbadet i Sudan.

Sudans hærchef insisterer på, at den eneste acceptable fredsaftale skal inkludere en fuld tilbagetrækning fra RSF, som har erobret flere områder i landet.

Krigen har delt Sudan i to. Hæren har kontrol over de centrale, østlige og nordlige dele, mens RSF og dens allierede kontrollerer næsten hele Darfur-regionen i vest og flere områder i syd.

/ritzau/

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden