Verden

Svensk bestyrelsesformand trækker sig efter Epstein-sag

En bestyrelsesformand for FN-flygtningeorganisations svenske partner besøgte i 2012 Jeffrey Epsteins private ø.

Prinsesse Madeleine og Joanna Rubinstein var i New York den 12. september 2019. Rubinstein har mandag fratrådt sin stilling som bestyrelsesformand for Sverige for UNHCR efter Epstein-sag. (Arkivfoto).
Prinsesse Madeleine og Joanna Rubinstein var i New York den 12. september 2019. Rubinstein har mandag fratrådt sin stilling som bestyrelsesformand for Sverige for UNHCR efter Epstein-sag. (Arkivfoto). 70520 Pontus Höök/Tt/Ritzau Scanpix

Opdateret kl. 12:18

Joanna Rubinstein, der indtil nu var bestyrelsesformand for Sverige for UNHCR, har trukket sig fra sin stilling efter Epstein-sag.

Det bekræfter Ulrika Belin, der er kommunikationschef for Sverige for UNHCR, der er FN's flygtningeorganisations (UNHCR) svenske partner, over for Expressen.

Ifølge mediet viser nye Epstein-dokumenter, som USA's justitsministerium offentliggjorde fredag, at Rubinstein i 2012 sammen med sin familie besøgte den nu afdøde rigmand og dømte seksualforbryder Jeffrey Epsteins private ø.

I en mail fra december 2012 takker Rubinstein Epstein for hans gæstfrihed og "en vidunderlig frokost og en eftermiddag i paradis".

Det viser et dokument offentliggjort af det amerikanske justitsministerium.

Epstein blev allerede i 2008 dømt for handel med mindreårige piger. Han afsonede 13 måneder.

Han døde i et fængsel i 2019, mens han afventede en omfattende retssag i New York om menneskehandel og seksuelt misbrug af mindreårige.

Over for Expressen fortæller Rubinstein, at hun og hendes familie var på ferie i nærheden, da hun blev inviteret af Epstein.

Hun understreger desuden, at besøget var første og eneste gang, hun mødte Epstein.

Den nu tidligere FN-chef bekræfter ifølge mediet, at hun kendte til Epsteins dom fra 2008, da hun besøgte rigmandens caribiske ø.

- Det som senere er kommet frem om omfanget af overgrebene, er forfærdeligt og noget, som jeg på det kraftigste tager afstand fra, siger Rubinstein til Expressen.

Flere fremtrædende personer er i den seneste tid kommet i søgelyset efter offentliggørelse af flere Epstein-dokumenter.

Eksempelvis har den britiske politiker Peter Mandelson meldt sig ud af regeringspartiet Labour på grund af sine forbindelser til den nu afdøde seksualforbryder.

Også den norske kronprinsesse, Mette-Marit, har måttet svare på flere spørgsmål, efter at hun ifølge norske medier hundredvis af gange blev nævnt i Epstein-dokumenterne.

/ritzau/

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden