Svensk selskab overvejer at bygge to små atomkraftværker

De seneste år har Sverige lukket flere atomkraftværker. Nu kan udviklingen måske være ved at vende.

Ved Ringhals kernekraftværk er to ud af fire reaktorer lukket de seneste år. Nu kan to mindre kraftværker være på vej til at blive bygget. <i>Bjorn Larsson Rosvall/Ritzau Scanpix</i>

Ved Ringhals kernekraftværk er to ud af fire reaktorer lukket de seneste år. Nu kan to mindre kraftværker være på vej til at blive bygget. Bjorn Larsson Rosvall/Ritzau Scanpix

Det svenske energiselskab Vattenfall overvejer at bygge mindst to små kernekraftværker ved Ringhals i det sydvestlige Sverige.

Det siger Vattenfalls administrerende direktør, Anna Borg.

Hun uddyber, at der endnu ikke er taget nogen beslutning, men at mulighederne skal undersøges. En foreløbig konklusion skal efter planen ligge klar omkring årsskiftet mellem 2023 og 2024.

- Hvis vi skal bygge det her, er det en forudsætning, at det kan betale sig rent økonomisk, siger Vattenfall-direktør Anna Borg.

Det er to minireaktorer - kaldet SMR - som man overvejer at bygge.

Ved Ringhals kernekraftværk er to ud af fire reaktorer lukket de seneste år.

På landsplan er Sverige de seneste syv år gået fra at have ti til at have seks atomkraftreaktorer i drift. Men udviklingen kan altså være ved at vende.

SMR, der står for Small Modular Reactors, bruger samme teknik som traditionelle atomkraftværker. Men de er billigere og giver el til en lavere pris.

Anna Borg fra Vattenfall ser det også som en fordel, at anlægget ved Ringhals allerede er etableret. Derfor vil nye byggerier ikke kræve helt lige så meget.

- Området er godt forberedt til det. Både når det kommer til forskellige slags sikkerhedsopsætning, og også når det handler om at tilkoble elproduktionen uden at skulle bygge nyt, siger Anna Borg.

- Derudover har vi også rigtig mange kompetencer og personale i området, der har evnerne til at gøre det her, lyder det fra direktøren.

Atomkraft er generelt en meget omdiskuteret energikilde.

På den ene side er det en miljøvenlig energiform, fordi det ikke belaster miljøet med CO2 og dermed ikke bidrager til global opvarmning. Den kræver heller ikke lige så meget plads som eksempelvis vind- og solenergi.

På den anden side genererer atomkraftværker radioaktivt affald. Det skader mennesker og naturen, hvis det ikke opbevares forsvarligt.

/ritzau/TT

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.