Svensk statsminister vil ikke afvise tyrkisk udleveringsaftale

Om Sverige har i sinde at udlevere personer til Tyrkiet, hører til i forhandlingslokalet, siger statsminister.

Sveriges statsminister, Magdalena Andersson, vil ikke svare på, om 73 personer skal udleveres til Tyrkiet. <i>Henrik Montgomery/Ritzau Scanpix</i>

Sveriges statsminister, Magdalena Andersson, vil ikke svare på, om 73 personer skal udleveres til Tyrkiet. Henrik Montgomery/Ritzau Scanpix

Sveriges statsminister, Magdalena Andersson, vil hverken be- eller afkræfte, om Sverige har indgået en udleveringsaftale med Tyrkiet, som den tyrkiske præsident, Recep Tayyip Erdogan, hævder.

Det siger hun på et pressemøde søndag.

Sverige og Finland indgik for nylig en aftale med Tyrkiet om, at de to nordiske lande ville bistå Tyrkiet i kampen mod kurdiske politiske partier og deres væbnede fløje i blandt andet Tyrkiet og Syrien.

Til gengæld ville Tyrkiet give sin velsignelse til, at de to lande kan blive medlemmer af Nato.

I den forbindelse har Tyrkiet ifølge Erdogan fået lovning på at få 73 personer, som landet omtaler som "terrorister", udleveret.

Om det er sandt, vil Magdalena Andersson ikke svare på.

- Jeg har været i regeringen i otte år, og jeg har aldrig udtalt mig om det, som bliver sagt i forhandlingslokalet, siger Andersson til pressen.

I aftalen mellem Tyrkiet, Finland og Sverige har de to nordiske lande lovet at indgå en udleveringsaftale med Tyrkiet. Landene lover også "hurtig og grundig behandling" af Tyrkiets nuværende efterspørgsler på udleveringer.

Dermed ikke sagt, at Sverige nødvendigvis skal udlevere de 73 personer, som Erdogan efterspørger.

Magdalena Andersson understreger søndag, at ingen svenske statsborgere kommer til at blive udleveret, og at afgørelsen vil afhænge af uafhængige myndigheder og domstole.

- Hvis du ikke er indblandet i terrorisme, skal du ikke bekymre dig, siger statsministeren.

Magdalena Andersson stod for nylig over for et mistillidsvotum i det svenske parlament. I 11. time blev hun reddet af løsgængeren Amineh Kakabaveh, som indgik en aftale om, at hun ville udvise tillid til statsministeren, hvis den svenske regering lovede at samarbejde med kurderne i Tyrkiet.

/ritzau/NTB

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.