Politi

Svenske toppolitikere stimler sammen i Eskilstuna efter skyderi

Staten har mistet kontrollen, siger Moderaternas Ulf Kristersson, efter at kvinde og barn blev ramt af skud.

Statsminister Magdalena Andersson (S) mødte lørdag presse og indbyggere i Eskilstuna efter skyderi fredag.
Statsminister Magdalena Andersson (S) mødte lørdag presse og indbyggere i Eskilstuna efter skyderi fredag. 10430 Christine Olsson/Tt/Ritzau Scanpix

Opdateret kl. 17:30

Et skyderi i den svenske by Eskilstuna har spredt frygt rundt om i Sverige. Hvis udviklingen skal vendes, kræver det samarbejde på tværs af partiskel.

Det siger Sveriges socialdemokratiske statsminister, Magdalena Andersson, som lørdag var på besøg i Eskilstuna vest for Stockholm.

Her blev en kvinde og et barn fredag eftermiddag ramt under et skyderi på en legeplads.

Andersson understreger, at det svenske samfund skal tage kontrollen tilbage efter flere skyderier rundt om i landet.

- Det her river hul i den svenske samfundsstruktur og i tilliden i vores land, siger hun.

- Det spreder rædsel, ikke kun i Eskilstuna men i hele vores land.

Den konservative leder for Moderaterna, Ulf Kristersson, kritiserer, at staten har mistet kontrollen over udviklingen.

- Ja, på flere områder har den gjort det, det er helt indlysende, siger han.

Kristersson er den borgerlige bloks kandidat som statsminister. Målinger viser lige nu dødt løb mellem de to fløje i svensk politik.

- En ny regering vil komme til at jage disse mennesker, indtil de alle er bag lås og slå eller udvist fra landet, kompromisløst og hensynsløst. De her bander skal væk fra Sverige, siger han.

Også Kristdemokraternas formand, Ebba Busch, var på det sted i bydelen Årby i Eskilstuna, hvor fredagens skyderi fandt sted.

- Der er alt for mange uskyldige og alt for meget uskyldigt blod, der er blevet spildt i gaderne i bandernes krig, siger Busch.

Hun nævner blandt andet skyderiet i indkøbscentret Emporia i Malmø en uge tidligere, hvor en forbipasserende 39-årig kvinde blev såret af skud.

De mange skyderier, ofte med dødeligt udfald, er et af de vigtigste emner før valget 11. september.

Svensk politi har endnu ikke bekræftet, at skyderiet i Eskilstuna var banderelateret.

Kvinden og barnet, der blev ramt, er ifølge politiet uden for livsfare.

/ritzau/TT

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden