Sverige klar til at hjælpe Ukraine med luftovervågning
Spørgsmålet om sikkerhedsgarantier til Ukraine er kommet op efter flere Trump-møder. Sverige vil hjælpe.
Den svenske statsminister, Ulf Kristersson, siger, at Sverige er klar til at hjælpe Ukraine med sikkerhedsgarantier.
- Vi vil være med, men det skal ske under former, som er trygge, sikre, og hvor man ved, hvad man går ind på, siger han onsdag til Sveriges Radio.
Ifølge det svenske medie melder Kristersson Sverige klar til at bidrage med luftovervågning og marineressourcer.
Men han kommer ikke med nogen udtalelser om eventuelle soldater på landjorden.
Onsdagens udmelding kommer i kølvandet på den amerikanske præsident Donald Trumps møder med først Ruslands præsident, Vladimir Putin, og senere Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj.
Sidstnævnte besøgte Det Hvide Hus sammen med ledere fra europæiske lande, der også ventes at bidrage til sikkerhedsgarantier, når en mulig fred er forhandlet på plads om Ukraine.
Sikkerhedsgarantierne har til formål at afholde Rusland fra potentielt igen at angribe Ukraine.
Trump har efter møderne åbnet for, at USA kan komme til at spille en rolle med for eksempel luftstøtte. Der kommer dog ikke amerikanske soldater ind på landjorden i Ukraine, har Trump også fastslået, og Ukraine skal ifølge præsidenten ikke ind i militæralliancen Nato.
- Der bliver en eller anden form for sikkerhed. Det kan ikke blive Nato, sagde Trump tirsdag.
- De (europæerne, red.) er klar til at sætte folk ind på landjorden. Vi er villige til at hjælpe dem med ting - især, sandsynligvis, hvis man kan tale om det fra luften.
Zelenskyj, der i februar var til et katastrofalt møde i Det Hvide Hus, beskrev mandagens møde med Trump som et "kæmpe skridt fremad".
Danmark har tidligere meldt sig klar til at bidrage til en fredsbevarende aktion.
/ritzau/
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.