Verden

Sveriges regering vil sænke elafgiften permanent

Elafgiften skal sænkes med cirka 20 procent fra 2026, skriver repræsentanter fra regeringen i et debatindlæg.

Ebba Busch, der er energiminister i Sverige, vil sænke elafgiften for at give svenskerne flere penge mellem hænderne. (Arkivfoto).
Ebba Busch, der er energiminister i Sverige, vil sænke elafgiften for at give svenskerne flere penge mellem hænderne. (Arkivfoto). Kenzo Tribouillard/Ritzau Scanpix

Opdateret kl. 09:40

Sveriges regering vil sænke elafgiften permanent.

Det skriver fire repræsentanter for regeringen i et debatindlæg i Aftonbladet.

Det gælder energiminister Ebba Busch, finansminister Elisabet Svantesson, uddannelses- og integrationsminister Simona Mohamsson og Oscar Sjöstedt, der er økonomisk ordfører for Sverigedemokraterna, der er støtteparti for regeringen.

De varsler en sænkelse på næsten 10 øre. Den nuværende elafgift i Sverige er på knap 44 øre eksklusiv moms, svarende til cirka 30 øre i danske priser.

Sænkelsen af afgiften skal både give svenskerne luft i budgettet, og så skal den også være med til at skubbe på den grønne omstilling, lyder det i debatindlægget.

- For at klare klimaomstillingen er det også afgørende, at vi lykkes med at elektrificere transportsektoren. Flere biler og lastbiler bør køre på elektricitet.

I slutningen af august lancerede den danske regering ligeledes en sænkelse af elafgiften fra den nuværende 72,2 øre til EU's minimumsafgift på 0,8 øre.

Den danske nedsættelse vil dog kun gælde i 2026 og 2027.

Her lød argumentet, at man vil give danskerne flere penge mellem hænderne i lyset af de stigende priser på fødevarer.

Regeringens beregninger anslår, at en enlig kontanthjælpsmodtager, der bor i lejlighed, vil spare 1000 kroner om året.

Et pensionistpar i hus vil spare 2675 kroner om året, mens en arbejderfamilie i hus kan se frem til at spare 3975 kroner på deres elregning årligt.

I Sverige har stigende fødevarepriser også været på dagsordenen, hvor regeringen i samarbejde med Sverigedemokraterna i sidste uge sænkede momsen på fødevarer fra 12 til 6 procent.

- Vi kommer til at sørge for, at der kommer flere penge i tegnebogen, lød det fra Sveriges statsminister, Ulf Kristersson, på et pressemøde.

Halveringen af momsen gælder fra april 2026.

/ritzau/

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden