Verden

Sydkorea: 2000 nordkoreanske soldater dræbt i kampe i Ukraine

Det anslås af Sydkoreas efterretningstjeneste, at 2000 nordkoreanere har mistet livet i kampe på russisk side.

Billedet viser Kim Jong-un, der er på vej fra Nordkorea til Kina med et pansret tog forud for en militærparade i Beijing onsdag. Billedet er udleveret af det statsejede nordkoreanske nyhedsbureau KCNA.
Billedet viser Kim Jong-un, der er på vej fra Nordkorea til Kina med et pansret tog forud for en militærparade i Beijing onsdag. Billedet er udleveret af det statsejede nordkoreanske nyhedsbureau KCNA. Str/Ritzau Scanpix

Opdateret kl. 07:29

2000 nordkoreanske soldater vurderes at have mistet livet i kampe på russisk side i krigen mod Ukraine.

Det siger Lee Seong-kweun, der er medlem af Sydkoreas parlament, tirsdag morgen dansk tid efter en briefing fra Sydkoreas efterretningstjeneste (Nis) ifølge nyhedsbureauet AFP.

Nordkorea bekræftede i april, at man havde sendt soldater afsted for at kæmpe for Rusland mod Ukraine. Her blev det også bekræftet, at nordkoreanske soldater havde mistet livet, men ikke hvor mange.

Her lød det fra Lee Seong-kweun, at Nis havde vurderet, at 600 nordkoreanske soldater var døde i kampene.

Tallet er dermed blevet opjusteret siden, bemærker Lee.

Opjusteringen er baseret på opdaterede vurderinger.

Meldingen kommer, mens Nordkoreas leder, Kim Jong-un, er på vej til Kina for at overvære en militærparade onsdag.

Formålet med den rejse er formentlig at genskabe et tættere bånd til landet og skaffe økonomisk bistand.

Det siger et unavngivet medlem af Sydkoreas parlament, der ifølge nyhedsbureauet Reuters ligeledes henviser til Nis. Det fremgår ikke, om der også her er tale om Lee Seong-kweun.

Det fremgår ikke, hvad Kim Jong-un ønsker at skaffe økonomisk hjælp til.

Efterretningstjenester fra vestlige lande og fra Sydkorea har sagt, at Nordkorea i løbet af 2024 sendte mere end 10.000 soldater til Rusland.

De fleste blev sendt til frontlinjen i den russiske region Kursk.

Kursk-regionen ligger i det sydvestlige Rusland. I august 2024 trængte ukrainske styrker ind i regionen og overtog en række landsbyer.

Rusland sendte forstærkninger til regionen, og i løbet af foråret meldte Rusland på ny at have fuld kontrol over Kursk.

Alliancen mellem Nordkorea og Rusland er blevet en del tættere i de seneste par år, og Kim Jong-un har mødtes flere gange med Ruslands præsident, Vladimir Putin.

Også Putin ventes at overvære militærparaden i Kina onsdag, hvor de to skal mødes igen.

/ritzau/

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden