Sydkoreanere høster priser for optrædener i Netflix-hit

Jung-jae Lee og Hoyeon Jung får priser fra skuespillernes fagforening for deres præstationer i "Squid Game".

En tårevædet Hoyeon Jung gik på scenen for at modtage sin Actor-statuette for sin rolle i "Squid Game". <i>Mario Anzuoni/Reuters</i>

En tårevædet Hoyeon Jung gik på scenen for at modtage sin Actor-statuette for sin rolle i "Squid Game". Mario Anzuoni/Reuters

Seertal afslørede mod slutningen af 2021, at den koreanske serie "Squid Game" var blandt de mest populære Netflix-produktioner nogensinde.

111 millioner gik i gang med at se serien på under en måned.

Skulle der alligevel herske tvivl om skuespilpræstationerne i hitserien, slår prisuddelingen Screen Actors Guild Awards (SAG) natten til mandag fast med syvtommersøm, at der er tale om kvalitet.

Priserne for bedste mandlige og kvindelige præstationer i en dramaserie er nemlig blevet overrakt til skuespillere fra "Squid Game".

Jung-jae Lee har fået overrakt sin første Actor nogensinde. Actor er navnet på den statuette, man får overrakt ved prisuddelingen.

Han har fået prisen for sin skildring af den dybt forgældede tidligere ludoman Gi-hun Seong - eller Spiller 456, som han også er kendt som i serien.

Jung-jae Lees landsmand og tætte kollega fra "Squid Game" Hoyeon Jung har modtaget den tilsvarende pris for skuespillerinder.

Hun spiller Sae-byeok Kang - der i serien også går under aliasset Spiller 067 - en nordkoreansk flygtning og lommetyv. I serien forsøger hun at vinde penge i konkurrencen, der deler seriens titel, så hun kan genforene sin familie.

Det er ligeledes hendes første Actor.

Tårevædet gik hun på scenen og leverede sin takketale på koreansk. Hendes tolk tog derefter mikrofonen og hjalp publikum og seere igennem Jungs tale.

- Jeg har siddet mange gange og set jer alle sammen på det store lærred og drømt om at blive skuespiller. Jeg vil bare gerne sige tak, oversatte tolken.

Men så tog Hoyeon Jung mikrofonen igen, og pludselig flød de engelske ord fra den koreanske skuespillerinde.

- Tak for at I får mig til at drømme, og fordi I åbnede døren for mig. Og til mit "Squid Game"-hold: Jeg elsker jer, råbte hun.

"Squid Game" fik desuden en Actor for sit hold af stuntmænd.

Den 76-årige skuespillerinde Helen Mirren fik æresprisen for et fortræffeligt livslangt bidrag til skuespilkunsten.

Mirren er blandt andet kendt for sin skildring af dronning Elizabeth II i filmen "The Queen".

Will Smith fik en Actor for bedste mandlige hovedrolle i en spillefilm for sin rolle i "King Richard". Jessica Chastain fik den kvindelige pendant for sin rolle i "The Eyes of Tammy Faye".

Prisshowet er skuespillernes egen fagforenings årlige prisuddeling. Det plejer at give en god indikation af, hvem der er favoritter til at løbe med de eftertragtede oscarstatuetter, der uddeles 27. marts.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.