Sydkoreansk chaufførstrejke rammer globale forsyningskæder

I over en uge har sydkoreanske lastbilchauffører strejket. Det har blandt andet påvirket bilindustrien.

De sydkoreanske lastbilchauffører har strejket i over en uge. <i>Yonhap News Agency/Reuters</i>

De sydkoreanske lastbilchauffører har strejket i over en uge. Yonhap News Agency/Reuters

En igangværende strejke blandt sydkoreanske lastbilchauffører er begyndt at vise sine spor i de globale forsyningskæder.

Strejken, der har varet i over en uge, har blandt andet ramt stål- og bilindustrien. Det har medført tab for over 1,6 billioner won - svarende til knap ni milliarder kroner. Det oplyser Sydkoreas handelsministerium.

Chaufførerne indstillede arbejdet i begyndelsen af sidste uge.

De er blandt andet utilfredse med høje forbrugs- og benzinpriser og udsigten til, at en garanti om mindsteløn bliver fjernet.

- Det eneste, vi beder om, er at få fjernet usikkerheden i vores liv, siger Cho Jeong-jae, der er medlem af en fagforening for lastbilchaufførerne.

Sydkorea er verdens største producent af mikrochips, hvilket der i forvejen er problemer med at producere nok af på verdensplan.

Et koreansk selskab, der producerer et særligt rengøringsmiddel til de små chips, har blandt andet fået problemer med at levere til et kinesisk selskab. Det oplyser Sydkoreas Internationale Handelsorganisation (Kita).

Omkring 90 ton - svarende til en uges leverancer - er blevet forsinket.

De globale forsyningskæder er - foruden den sydkoreanske strejke - blandt andet blevet presset af langvarige coronanedlukninger og krigen i Ukraine.

Ifølge Sydkoreas transportministerium har over 7000 personer deltaget i demonstrationer 14 forskellige steder i landet.

Tirsdag skete det blandt andet i millionbyen Incheon, der ligger på den sydkoreanske vestkyst. Her var adskillige lastbiler samlet ved havnen.

/ritzau/AFP

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Breaking
Ansat på skole sigtet for at krænke flere børn
Luk