Sydkoreansk flyselskab forbyder powerbanks i håndbagage efter brand
I sidste uge brød et fly i brand før afgang i Sydkorea. Nu forbydes powerbanks i håndbagagen.
Opdateret kl. 10:56
Det sydkoreanske flyselskab Air Busan forbyder passagerer at opbevare powerbanks i deres håndbagage.
Det skriver Reuters.
I stedet skal passagerer, der rejser med en powerbank, have den på sig og altså ikke lægge den op i flyets bagageboks.
Med tiltaget er det meningen, at overophedning, røg eller ild fra batterierne kan blive opdaget og håndteret.
Flyselskabet kalder ifølge Reuters forbuddet en "forebyggende foranstaltning", efter at et af dets fly i sidste uge brød i brand.
Ud over et forbud mod powerbanks i håndbagagen, kommer de nye foranstaltninger også til at inkludere brandtræning af flypersonalet og udstyr til at inddæmme brande.
Branden opstød inde i flyet før afgang, og alle 169 ombordværende passagerer og syv besætningsmedlemmer blev evakueret med hjælp fra oppustelige rutsjebaner.
Det oplyste Sydkoreas transportministerium ifølge nyhedsbureauet AFP.
Under evakueringen af Airbus-flyet pådrog tre personer sig mindre skader, oplyste lokale brandmyndigheder.
Ilden startede i en af flyets håndbagagebokse og blev først opdaget af en flystewardesse, mens personalet var i gang med at klargøre flyet til afgang mod Hongkong, skriver Reuters.
De sydkoreanske myndigheder er endnu ikke kommet med en konklusion på, hvad der var skyld i branden på flyet, men efterforsker stadig.
Ildebranden på flyet fandt sted omkring en måned efter, at 179 mennesker mistede livet i den værste flyulykke i Sydkoreas historie, da et fly under en landing kørte af landingsbanen og forulykkede.
/ritzau/
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.