Verden

Taber af tæt præsidentvalg i Honduras indgiver klage til domstol

Nasralla har til valgretsdomstol anket resultat af valg, hvor han tabte til den konservative Nasry Asfura.

Juleaften holdt præsidentkandidat i Honduras Salvador Nasralla en tale kort tid efter, at kandidaten Nasry Asfura var blevet udråbt som valgets vinder. Hans hustru, Iroshka Elvir, kunne umiddelbart inden talen ses hviske ham i øret. (Arkivfoto).
Juleaften holdt præsidentkandidat i Honduras Salvador Nasralla en tale kort tid efter, at kandidaten Nasry Asfura var blevet udråbt som valgets vinder. Hans hustru, Iroshka Elvir, kunne umiddelbart inden talen ses hviske ham i øret. (Arkivfoto). Fredy Rodriguez/Reuters

Opdateret kl. 03:41

I Honduras har præsidentkandidat Salvador Nasralla officielt anfægtet resultatet af det nylige præsidentvalg i det latinamerikanske land.

Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

Advokater for den liberale Nasralla indgav mandag en appel til Tribunal de Justicia Electoral (TJE), som er landets valgretsdomstol.

Tirsdag har domstolen udstedt en afgørelse, hvor den kræver yderligere dokumentation fra Nasralla, før det besluttes, om en ankesag kan tages op.

Nasralla tabte præsidentvalget til den konservative Nasry Asfura.

Forud for valget havde USA's præsident, Donald Trump, erklæret sin støtte til Asfura, som juleaften blev erklæret som valgets vinder, efter at befolkningen 30. november havde været ved stemmeurnerne.

Ifølge CNE, som er Honduras valgmyndighed, adskilte mindre end en procent af stemmerne de to kandidater.

Det tætte valg var desuden præget af forsinkelser og tekniske udfordringer.

Karla Romero, som er advokat for Nasralla, udtalte mandag aften, at der har været for mange uregelmæssigheder i valgprocessen.

Asfuras stemmetal i flere landsdele blev overdrevet, sagde hun.

Nasrallas advokater har dog ikke fremlagt beviser for anklagerne om valgfusk, som Asfura og hans parti har afvist.

Salvador Nasralla har stillet op som præsidentkandidat to gange tidligere.

Han går med appellen til TJE efter en grundig undersøgelse af valgprocessen og en genoptælling af stemmerne i mindst 12 af Honduras' 18 departementer, skriver Reuters.

Asfura tiltræder efter planen den 27. januar til en embedsperiode fra 2026 til 2030.

Luis Redondo, der er formand for Kongressen i Honduras og medlem af samme parti som Nasralla, bestred den 24. december også valgresultatet, netop som det blev offentliggjort.

- Det her følger ikke loven, lød det fra Redondo.

/ritzau/

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden