Taiwan beskylder Kina for at opføre sig som Nordkorea

Kina affyrer ballistiske raketter efter Pelosi-besøg i Taiwan. Japan siger, nogle slår ned i japansk farvand.

Den ledende amerikanske politiker Nancy Pelosi støder torsdag næve med Sydkoreas parlamentsformand, Kim Jin-pyo, efter hendes omstridte besøg i Taiwan. Kina reagerer torsdag med store militærøvelser omkring øen. <i>Kim Min-Hee/Ritzau Scanpix</i>

Den ledende amerikanske politiker Nancy Pelosi støder torsdag næve med Sydkoreas parlamentsformand, Kim Jin-pyo, efter hendes omstridte besøg i Taiwan. Kina reagerer torsdag med store militærøvelser omkring øen. Kim Min-Hee/Ritzau Scanpix

Nancy Pelosi, der er formand for Repræsentanter Hus i USA, kom torsdag under sin rundtur i Fjernøsten til Sydkorea. Her lovede hun fortsat amerikansk støtte til at afskrække det atombevæbnede Nordkorea.

Men det var stadig hendes besøg de to foregående dage i Taiwan, der stjal overskrifterne.

Kineserne viste torsdag deres vrede over besøget ved under en militærøvelse at affyre op mod 11 ballistiske raketter. De slog ned i havet omkring Taiwan ifølge BBC.

Taiwan har siden 1949 fungeret som en selvstændig republik. Den er stiftet af kinesiske nationalister, der flygtede fra borgerkrigen på fastlandet.

Kina fastholder, at øen er en del af folkerepublikken.

Taiwans udenrigsministerium beskylder Kina for at "følge Nordkoreas eksempel ved med vilje at testaffyre raketter ind i andre landes farvande".

Under Pelosis besøg i Sydkorea lovede begge parter fortsat at støtte afskrækkelse over for Nordkorea, som over en længere årrække har udviklet atomvåben og langtrækkende raketter.

- Begge parter udtrykte bekymring for den alvorlige situation med Nordkoreas voksende trussel, hedder det i en fælles erklæring med Sydkoreas parlamentsformand, Kim Jin-pyo. Det skriver AFP.

Nordkoreas nærmeste allierede er Kina.

Japan protesterer over Kinas prøveaffyringer af ballistiske raketter.

- Fem af de ni ballistiske raketter, der blev affyret af Kina, menes at være landet inden for Japans EEZ, siger forsvarsminister Nobuo Kishi. EEZ er en havzone omkring Japan.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Forsiden