Taliban lover snarlige gode nyheder om ældre pigers skolegang

Taliban er ikke imod uddannelse for piger, understreger indenrigsminister, der lover "meget gode" nyheder.

Afghanske piger var tilbage i skole i de ældre klasser i slutningen af marts. Det var en kort fornøjelse. Bare timer efter genåbningen blev beslutningen om at lade dem gå i skole omgjort. Men snart kommer der "gode nyheder" på området ifølge Taliban. (Arkivfoto). <i>Ahmad Sahel Arman/Ritzau Scanpix</i>

Afghanske piger var tilbage i skole i de ældre klasser i slutningen af marts. Det var en kort fornøjelse. Bare timer efter genåbningen blev beslutningen om at lade dem gå i skole omgjort. Men snart kommer der "gode nyheder" på området ifølge Taliban. (Arkivfoto). Ahmad Sahel Arman/Ritzau Scanpix

Der kommer snart "meget gode nyheder" om ældre pigers skolegang i Afghanistan.

Det lover landets indenrigsminister, Sirajuddin Haqqani, i et sjældent interview med det amerikanske medie CNN.

I slutningen af marts lukkede den islamistiske bevægelse Taliban skolerne for piger fra 7. klasse og opefter.

Det skete, bare timer efter at pigerne var vendt tilbage i skole for første gang, siden Taliban vandt kontrollen i landet i august sidste år.

Den overraskende kovending, som blev beordret af Talibans øverste leder, Hibatullah Akhundzada, skabte vrede hos mange afghanere og i det internationale samfund, som hurtigt fordømte beslutningen.

Men Taliban er ikke imod, at piger kan få uddannelse. Det understreger indenrigsminister Haqqani i interviewet med CNN.

- Jeg vil gerne gøre noget klart. Der er ingen, som er imod uddannelse for kvinder, siger han.

Han påpeger, at piger i de mindre klasser hele tiden har kunnet gå i skole. I forhold til de ældre klasser arbejder man på det.

- Meget snart vil I høre meget gode nyheder om det her, siger han.

Nærmere bestemt er det en "mekanisme", som der arbejdes på. Indenrigsministeren siger indirekte, at det handler om, hvordan pigerne i de ældre klasser skal gå klædt i skolerne.

Han forklarer, at uddannelse skal være baseret på afghansk kultur og "islamiske regler og principper".

Han henviser også til en nyligt indført regel fra Taliban-styret.

Tidligere i maj beordrede bevægelsens øverste leder, at landets kvinder skal bære heldækkende beklædning i offentligheden.

Kvinderne blev i den forbindelse opfordret til at bære en altdækkende, blå burka.

Netop den blå burka blev et globalt symbol på Talibans hårde styre i Afghanistan fra 1996 til 2001.

Burkaen dækker både krop og ansigt, og man kigger ud af dragten gennem et lille net. Der findes eksempelvis også en niqab. Den dækker ligeledes kroppen og ansigtet. Dog er der aflang åbning foran øjnene.

/ritzau/AFP

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Forsiden