Verden

Terrordømt tiltales for krigsforbrydelser for brutal IS-henrettelse

Svensk anklager har kaldt sag om ildspåsættelse af pilot et af de "mest brutale" IS-drab i Syrien-krigen.

Islamisk Stat-flag i den irakiske by Rawah i 2014. (Arkivfoto).
Islamisk Stat-flag i den irakiske by Rawah i 2014. (Arkivfoto). Uncredited/Ritzau Scanpix

Opdateret kl. 15:09

Der er rejst tiltale mod den terrordømte 32-årige Osama Krayem fra Malmø i en sag om en henrettelse af en jordansk pilot i Syrien.

Det skriver svenske SVT.

Han sidder fængslet dømt for sin medvirken i terrorangrebene i Paris 13. november 2015, hvor 130 mennesker blev dræbt.

Derudover blev han også fundet skyldig i at have medvirket til terrorangrebene i Bruxelles i 2016, hvor 32 personer blev dræbt efter flere bomber blev detoneret i lufthavnen og en tredje på en metrostation.

I de domme fik han 30 års fængsel, skriver SVT.

Men nu vil den svenske anklagemyndighed have ham dømt for krigsforbrydelser i en anden sag.

Baggrunden er en hændelse den 24. december 2014, hvor et jordansk fly blev skudt ned i Raqqa i Syrien.

Piloten blev taget til fange af Islamisk Stat, og den svenske mand mistænkes for sammen med andre at have dræbt piloten.

Anklagemyndigheden skriver, at piloten blev tvunget ind i et metalbur, som der blev sat ild til.

Ifølge efterforskningen var den svenske mand med til at tvinge piloten ind i buret. En af medgerningspersonerne satte angiveligt ild til det.

Han nægter sig skyldig i tiltalen.

- Terrororganisationen IS deltog i kampe i krigen i Syrien. Piloten var ude af stand til at kæmpe og blev udsat for en yderst grusom handling i strid med krigens love. At henrettelsen derefter blev filmet, og filmen blev distribueret, udgør en yderligere krænkelse, har senioranklager Reena Devgun tidligere udtalt i en meddelelse.

Anklagemyndigheden har omtalt henrettelsen som "et af de mest brutale drab begået af IS under krigen i Syrien".

Osama Krayem blev i marts udleveret til Sverige for at kunne være til stede ved rettergangen.

Når der er faldet en afgørelse i sagen, skal han tilbage til afsoning i det franske fængsel.

/ritzau/

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Forsiden