Verden

Thailand og Cambodja bliver enige om at lægge våbnene

En våbenhvile er efter flere dages forhandlinger blevet forhandlet på plads efter voldsom grænsestrid.

Sådan så det ud i oktober, da Thailand og Cambodja underskrev en våbenhvileaftale med hjælp fra blandt andre USA's præsident, Donald Trump. Siden blussede konflikten op igen, men nu er parterne endnu en gang blevet enige om at lægge våbnene. (Arkivfoto).
Sådan så det ud i oktober, da Thailand og Cambodja underskrev en våbenhvileaftale med hjælp fra blandt andre USA's præsident, Donald Trump. Siden blussede konflikten op igen, men nu er parterne endnu en gang blevet enige om at lægge våbnene. (Arkivfoto). Mohd Rasfan/Reuters

Opdateret kl. 06:37

Thailand og Cambodja har underskrevet en aftale om våbenhvile.

Det oplyser de to lande i en fælles erklæring ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Våbenhvileaftalen er blevet underskrevet efter tre dages forhandlinger mellem de to sydøstasiatiske nabolande, som i flere uger har været involveret i hårde kampe langs grænsen.

Våbenhvilen skal træde i kraft lørdag klokken 12 lokal tid, lyder det. Det svarer til klokken 6 dansk tid.

Hundredtusindvis af mennesker er blevet evakueret i grænseområdet mellem Thailand og Cambodja efter de seneste sammenstød. Flere end 40 mennesker er blevet dræbt i kampene.

Ifølge våbenhvileaftalen kan de civile nu vende hjem igen på begge sider af grænsen. Det er også aftalt, at de militære styrker, som er udstationeret på begge sider af grænsen, bliver, hvor de er.

USA's præsident, Donald Trump, hjalp sammen med Malaysia med at forhandle en våbenhvile på plads mellem Thailand og Cambodja, da en gammel strid om suverænitet langs den fælles grænse igen brød ud i juli.

I oktober underskrev statsledere fra de to lande officielt en våbenhvile. Her var Trump til stede. Aftalen fra oktober byggede på den våbenhvile, der allerede var blevet indgået i juli.

Men siden da blussede grænsestriden op igen.

Både Thailand og Cambodja har beskyldt hinanden for at være ansvarlige for brud på den aftale om en våbenhvile, der i oktober blev underskrevet af Thailands premierminister, Anutin Charnvirakul, og Cambodjas premierminister, Hun Manet.

Thailand og Cambodja har i mere end 100 år kæmpet om suverænitet over området omkring deres 817 kilometer lange fælles grænse.

Konflikten mellem de to sydøstasiatiske lande er fra tid til anden blusset op.

/ritzau/

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden