The Moscow Times' russisksprogede hjemmeside er blokeret

Den russiske udgave af den 30 år gamle avis er blevet lukket på grund af en omstridt rapport om politiet.

De russiske myndigheder har søndag blokeret for adgang til The Moscow Times' russisksprogede hjemmeside, som i tre årtier har dækket Rusland efter Sovjetunionens opløsning.

The Moscow Times oprindelige engelske version blev oprettet i 1992 af den hollandske igangsætter Derk Sauer.

Den russiske udgave er blevet lukket på grund af en rapport, som myndighederne kalder ukorrekt. Den handler om, at ledende politifolk fra politiets særlige indsatsgrupper under uroligheder, angiveligt afviser at kæmpe i Ukraine.

Avisens engelsksprogede hjemmeside er ikke berørt af lukningen.

Roskomnadzor, som er det organ, der overvåger medierne, oplyser, at The Moscow Times russisksprogede hjemmeside er lukket efter ordre fra statsanklagemyndigheden.

Russiske medier har bland andet fået forbud mod at beskrive invasionen af Ukraine som en invasion.

Novaya Gazeta, som er Ruslands største uafhængige avis, indstillede sidst i marts alle fremtidige udgivelser, indtil der ikke længere er krig i Ukraine. Avisen havde forinden fået gentagne advarsler fra medietilsynet i Moskva. Myndighederne slår ned på medier, der ikke skriver det, som Kreml ønsker.

Den 59-årige chefredaktør af Novaya Gazeta, Dmitrij Muratov, fik sidste år Nobels fredspris for sin indsats for ytringsfrihed i Rusland. Han fik prisen sammen med den filippinsk-amerikanske graverjournalist Maria Ressa. Hun driver nyhedstjenesten Rappler i et mediehus for undersøgende journalistik.

Novaja Gazeta er blevet kaldt den vigtigste magtkritiske avis med national betydning i Rusland. Avisen skriver blandt andet om statslig korruption, politisk vold, valgfusk og brud på menneskerettigheder.

I alt seks af avisens journalister er siden avisens start i 1993 blevet dræbt, deriblandt Anna Politkovskaja.

/ritzau/Reuters

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.