Tidligere demokrater og republikanere danner nyt parti i USA

Tidligere demokrat og tidligere republikaner leder nyt parti, der vil være alternativ til dominerende partier.

Andrew Yang, der forsøgte at blive demokraternes præsidentkandidat i 2020, er medstifter af et nyt politisk parti i USA. (Arkivfoto). <i>Patrick T. Fallon/Ritzau Scanpix</i>

Andrew Yang, der forsøgte at blive demokraternes præsidentkandidat i 2020, er medstifter af et nyt politisk parti i USA. (Arkivfoto). Patrick T. Fallon/Ritzau Scanpix

En række tidligere demokrater og republikanere har annonceret, at de starter et nyt politisk parti i USA.

Partiet skal appellere til de millioner af vælgere, der er utilfredse med, hvad de ser som USA's dysfunktionelle topartisystem.

Det nye parti, der hedder Forward (Fremad, red.), vil fra starten have en tidligere demokrat og en tidligere republikaner i spidsen.

De to er Andrew Yang, der forsøgte at blive demokraternes præsidentkandidat ved valget i 2020, og Christine Todd Whitman, der er tidligere republikansk guvernør for staten New Jersey.

De to håber, at partiet kan blive et levedygtigt alternativt til republikanerne og demokraterne, der dominerer amerikansk politik.

Forward er ifølge dets skabere et midterparti, og det bygger på to mål, som er, at "genoplive en retfærdig, blomstrende økonomi", og at "give amerikanere mere at vælge mellem til valg, mere tillid til en regering, der virker, og større indflydelse på fremtiden".

Historisk set har partier, der har forsøgt at være et alternativ til demokraterne og republikanerne, ikke haft stor succes i USA.

Og det er svært at se, at det kan blive anderledes i denne omgang, siger Torsten Jansen. Han er tidligere USA-korrespondent for DR og har også været diplomat på Danmarks ambassade i USA.

- Jeg tror ikke, man skal regne med, at et tredjeparti pludselig opstår ud af ingenting og så kan spille en kæmpe rolle til det næste valg, siger han.

- Det vil tage meget lang tid, hvis det skal kunne lade sig gøre.

Torsten Jansen mener, at det nye parti skal ses som en reaktion på en stigende politisk polarisering blandt amerikanerne.

- Der har altid være polarisering, men det starter for alvor, synes jeg, med valget af Bill Clinton i 1992, siger Torsten Jansen.

- I min optik er det der, det virkelig bliver ødelæggende. Og så er det bare blevet værre og værre.

USA-kender Anders Agner, der er chefredaktør på netmediet Kongressen, spår heller ikke gode chancer for partiet Forward.

- Der er nødt til at være nogle større og mere etablerede navne med. Det skal være nogle, der allerede sidder i magtfulde positioner, som de to etablerede partier dermed mister, siger Anders Agner.

Hverken Andrew Yang eller Christine Todd Whitman bestrider på nuværende tidspunkt et politisk embede.

Forward skal samtidig forvente at møde modstand fra både republikanerne og demokraterne, siger Anders Agner.

- De to partier vil slå tilbage. De er ikke interesserede i, at det etablerede bliver udfordret, og at de skal til at dele kagen med et tredje parti.

Forward har ikke defineret dets politik endnu. Når det torsdag lanceres, vil dets slogan være: "Hvordan løser vi de store problemer, Amerika står over for? Ikke til højre, ikke til venstre. Fremad".

/ritzau/Reuters

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.