Verden

Over 100.000 kræver præsidentens afgang i Serbien

- Han er færdig!, lyder det på et banner i en af de største demonstrationer, Serbien længe har oplevet.

En mand holder et serbisk flag under en stor demonstration i Serbiens hovedstad, Beograd, lørdag. Siden en ulykke i byen Novi Sad i november, hvor 15 mennesker blev dræbt af et tag, der faldt ned på en togstation, har der været stort set daglige protester mod Serbiens regering.
En mand holder et serbisk flag under en stor demonstration i Serbiens hovedstad, Beograd, lørdag. Siden en ulykke i byen Novi Sad i november, hvor 15 mennesker blev dræbt af et tag, der faldt ned på en togstation, har der været stort set daglige protester mod Serbiens regering. Mitar Mitrovic/Reuters

Opdateret 16. marts 2025 kl. 02:16

Over 100.000 mennesker har lørdag demonstreret mod Serbiens regering i landets hovedstad, Beograd.

Det er den serbiske regering selv, der har sat tal på antallet af deltagere ved lørdagens store protest. Det skriver nyhedsbureauet AFP.

Dermed er der tale om en af de største demonstrationer i Serbien i de seneste årtier.

Det reelle antal deltagere kan være endnu højere, siger gruppen Public Assembly Archive til nyhedsbureauet.

Gruppen overvåger størrelser på blandt andet demonstrationer og estimerer, at mellem 275.000 og 325.000 mennesker har været med.

Demonstrationen er den foreløbige kulmination på flere måneders protester, der begyndte, efter at 15 mennesker døde i byen Novi Sad i november sidste år, da taget på en togstation kollapsede.

Det udløste beskyldninger om korruption og forsømmelse fra den serbiske regerings side.

- I dag vil vi vise, at vi går ind for en normal stat, et retssamfund uden korruption, løgne, pres på medierne og forfølgelse, siger den 23-årige studerende Aleksa Cvetanovic, der har deltaget i protesterne siden december.

Demonstranterne kræver, at landets præsident, Aleksandar Vucic, går af.

- Han er færdig!, stod der på et af de mange bannere i mængden.

Det er det samme slagord, der blev brugt i efteråret 2000, da omfattende protester endte med at tvinge Serbiens daværende præsident, Slobodan Milosevic, til at træde tilbage.

Præsident Vucic sagde i en tale til nationen lørdag aften, at de fleste af demonstranterne havde været fredelige.

Ingen kom alvorligt til skade, lød det fra Vucic.

Han har haft et solidt greb om magten i Serbien i de seneste 13 år og har afvist, at han vil gå af.

- Jeg er Serbiens præsident, og jeg kommer ikke til at lade gaderne diktere reglerne i dette land, sagde han i en tale fredag aften.

De store protester har fået premierminister Milos Vucevic og to ministre til at gå af.

Vucics regering har meddelt, at den vil øge indsatsen for at rydde ud i korruption.

Oprindeligt var det studerende, som begyndte at gå ud i gaderne for at vise deres utilfredshed med præsident Vucic og hans regering.

Siden er demonstrationerne vokset, efterhånden som arbejdere, lærere, landmænd og mange andre sluttede sig til dem.

Serbiske anklagere har sigtet 13 mennesker i forbindelse med det kollapsede tag i Novi Sad.

/ritzau/Reuters

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Forsiden