Verden

To fly havnede i snedrive i stormvejr i Finland

Et fly med 150 om bord samt et mindre fly blev fejet af start- og landingsbanerne i det nordlige Finland.

To fly med i alt over 150 mennesker om bord er blæst af en start- og landingsbane og ind i en snedrive ved byen Kittilä i Lapland i det nordlige Finland.

Ni redningskøretøjer er kaldt til stedet.

Ifølge de foreløbige oplysninger er ingen kommet til skade.

Det skriver finske medier ifølge nyhedsbureauet TT.

Alarmen om en potentielt stor flyulykke indløb ved 16-tiden lørdag eftermiddag.

Ifølge redningstjenesten var et fly med omkring 150 personer om bord samt et mindre fly med færre end ti personer om bord blevet fejet af start- og landingsbanerne af de kraftige vinde.

Det er stormen Johannes - eller Hannes, som den kaldes i Finland - der har ramt området.

Al flytrafik til Kittilä og andre dele af Lapland blev efterfølgende indstillet. Det er ikke umiddelbart klart, hvornår den kan genoptages.

Stormen har også afbrudt elforsyningen flere steder i Finland.

Lørdag aften ved 20-tiden var over 80.000 husstande i det vestlige og nordlige Finland uden strøm.

Det vestlige Finland er værst ramt.

I det nordlige Finland har redningstjenesten haft travlt på grund af væltede træer og tag, der er blæst af husene.

Stormvejret har forårsaget trafikulykker, men der er ikke meldinger om alvorlige skader.

/ritzau/TT

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden