Konservative profiler er finalister i kampen om Boris Johnsons post

Tidligere finansminister Rishi Sunak og udenrigsminister Liz Truss skal dyste om at blive konservativ leder.

Det bliver enten udenrigsminister Liz Truss (venstre) eller tidligere finansminister Rishi Sunak (til højre), der overtager Boris Johnsons premierministerpost. (Arkivfoto). <i>Daniel Leal, Tolga Akmen, Isabel/Ritzau Scanpix</i>

Det bliver enten udenrigsminister Liz Truss (venstre) eller tidligere finansminister Rishi Sunak (til højre), der overtager Boris Johnsons premierministerpost. (Arkivfoto). Daniel Leal, Tolga Akmen, Isabel/Ritzau Scanpix

Kampen om at blive ny konservativ leder og premierminister i Storbritannien kommer til at stå mellem Rishi Sunak og Liz Truss.

Det står klart efter en afstemning i Det Konservative Parti. Resultatet blev offentliggjort onsdag klokken 17 dansk tid.

Rishi Sunak, der er tidligere finansminister, fik flest stemmer med 137.

Udenrigsminister Liz Truss slog lige nøjagtig den tredje kandidat, Penny Mordaunt, da hun sikrede sig 113 stemmer. Mordaunt fik 105.

Til september bliver det afgjort, hvem der overtager Boris Johnsons post som leder i Det Konservative Parti og britisk premierminister.

42-årige Sunak blev finansminister i begyndelsen af 2020. Tidligere i juli trak han sig fra posten i protest med Boris Johnson, der kort tid efter meddelte sin afgang som konservativ leder og premierminister.

46-årige Truss har været britisk udenrigsminister siden september sidste år.

Truss har efter afstemningen takket de konservative parlamentsmedlemmer for deres støtte. Det skriver det britiske medie BBC.

- Jeg er klar til at gå i gang fra dag ét, siger udenrigsministeren.

Sunak og Truss, der begge betragtes som profiler inden for Det Konservative Parti, mødes mandag 25. juli til en debat, der arrangeres af BBC.

5. september bliver det offentliggjort, hvem de over 160.000 konservative medlemmer har valgt som deres næste leder.

Målinger fra analyseinstituttet YouGov har tidligere vist, at Sunak ville få svært ved at slå sin modstander, uanset om det blev Truss eller Mordaunt.

Boris Johnson meddelte torsdag 7. juli, at han med øjeblikkelig virkning ville trække sig som konservativ leder. Han forbliver dog britisk premierminister, indtil en ny leder af Det Konservative Parti er blevet valgt.

Boris Johnson har været premierminister i Storbritannien siden sommeren 2019. Undervejs er han ad flere omgange blevet udsat for omfattende kritik, men indtil for knap to uger siden havde han nægtet at gå af.

Det var blandt andet fester i premierministerboligen under coronanedlukningen, der fik presset til at stige voldsomt på Johnson.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.