To russisk-kontrollerede nøglepunkter meldes ramt af Ukraine

En prorussisk anklager i Luhansk er angiveligt blevet dræbt af Ukraine. Også i Kherson har der været angreb.

Ukrainske styrker har fredag angiveligt ramt med dødelige angreb i to forskellige russisk-kontrollerede byer.

Det oplyser prorussiske embedsfolk og russiske nyhedsbureauer.

Angrebene har ramt to nøglepunkter i Ukraine.

Det ene angreb skal have fundet sted i den østlige by Luhansk, der ligger i den selverklærede prorussiske republik af samme navn.

Her skal byens øverste anklager og viceanklager begge være blevet dræbt.

- I dag døde generalanklager Sergej Gorenko og viceanklager Ekaterina Steglenko som et resultat af en terrorhandling, siger den prorussiske leder i Luhansk, Leonid Pasetjnik, gennem en pressetjeneste på Telegram.

Vladimir Putin anerkendte de østlige regioner Donetsk og Luhansk som værende uafhængige, kort før Rusland invaderede Ukraine 24. februar.

Siden da har russiske styrker overtaget kontrollen i store dele af Donetsk og Luhansk samt andre sydlige områder i Ukraine. De seneste uger er ukrainske styrker begyndt at genvinde nogle af områderne.

I den sydlige by Kherson har der fredag også været et ukrainsk angreb.

Det siger Vladimir Rogov, der er den russiske regerings repræsentant i Kherson. Det skriver nyhedsbureauet AFP.

Han hævder, at et ukrainsk angreb mod en bygning med den prorussiske administration har kostet mindst én livet og såret en anden.

Ukrainske styrker har den seneste tid nærmet sig Kherson, der tidligere under Ruslands invasion er blevet overtaget af russerne.

Ifølge Ukraine har landets styrker i løbet af den seneste måned generobret omkring 9000 kvadratkilometer land fra russerne. Til sammenligning har Sjælland et areal på cirka 7000 kvadratkilometer.

/ritzau/Reuters

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.