vejtransport

Travlt ved de ukrainske grænser: Alle der kan flygter

Mere end 100.000 ukrainere har ifølge FN forladt deres hjem efter Rusland torsdag påbegyndte en invasion.

Der er trængsel ved de busser, der står og venter på at kører de ukrainske flygtninge, der er ankommet til fods, ind i Polen.
Der er trængsel ved de busser, der står og venter på at kører de ukrainske flygtninge, der er ankommet til fods, ind i Polen. Bryan Woolston/Reuters

Normalt ligger Polens grænseovergang til Ukraine i Medyka roligt hen. Det var dog langt fra tilfældet torsdag morgen.

Køen af biler er vokset, i takt med at dagen er skredet frem. Flere ukrainere ankommer ved grænsen til fods, mens de slæber på deres kufferter, skriver nyhedsbureauet Reuters.

Den polske kvinde, Olena Bogucka på 39, fortæller, at hun har stået ved grænseovergangen og ventet i fire timer på sin ukrainske mand og deres barn. De er fanget på den anden side.

- Man kan ikke komme over grænsen. Jeg kan heller ikke få fat i dem på telefonen. Jeg aner ikke, hvordan jeg skal få mit barn ud. Jeg aner ikke, hvad jeg skal gøre, siger hun.

Polen er ikke det eneste land, der torsdag har haft travlt ved grænseovergangene til Ukraine. Det samme gælder Slovakiet, Rumænien og Ungarn.

Hos Tamas Bodnar har tanken om at skulle indkaldes som værnepligtig, fået ham til at tage flugten over en grænseovergang til Ungarn.

- Ingen har lyst til at blive indkaldt som værnepligtig. Ingen har lyst til at dø. For mig er det tydeligt, at alle der kan flygter, siger han.

Øjenvidner ved den ungarske grænse fortæller, at flere af de ukrainske flygtninge kommer hele vejen fra Kijev. Grænsen til Ungarn ligger over 800 kilometer fra den ukrainske hovedstad.

De lokale myndigheder i Rumænien beretter om, at flere hundrede ukrainere er flygtet fra Ukraine om bord på færger og er sejlet ind i Rumænien via Donau-floden.

De slovenske toldere fortæller, at der er op til 12 timers ventetid, hvis man forsøger at passere grænseovergangene fra Ukraine til Slovenien.

Siden Rusland natten til torsdag påbegyndte invasionen af Ukraine, har mere end 100.000 ukrainere forladt deres hjem. Det oplyste FN's flygtningeorganisation, UNHCR, torsdag aften.

/ritzau/

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Forsiden