Tre nye skibe med korn fra Ukraine gøres klar fredag

Tyrkisk minister siger, at tre skibe med korn afgår fredag, og at endnu et fragtskib er på vej til Ukraine.

Det første skib med korn, "Razoni" indregistreret i Sierra Leone, kunne mandag forlade ukrainsk havn, efter Ukraine og Rusland har lavet separate aftaler med Tyrkiet og FN. <i>Mehmet Caliskan/Reuters</i>

Det første skib med korn, "Razoni" indregistreret i Sierra Leone, kunne mandag forlade ukrainsk havn, efter Ukraine og Rusland har lavet separate aftaler med Tyrkiet og FN. Mehmet Caliskan/Reuters

Der er planer om, at tre skibe fredag skal afgå fra ukrainske havne med korn som led i den aftale, Tyrkiet og FN har indgået med Ukraine og Rusland.

Det siger den tyrkiske forsvarsminister, Hulusi Aker.

Han fortæller også, at et skib uden last er på vej til Ukraine, efter det har været gennem en inspektion i den tyrkiske storby Istanbul.

Aker siger, at han har været i kontakt med de ukrainske ministre for forsvar og for infrastruktur for at drøfte situationen omkring afsendelsen af hvede og andre kornprodukter.

Ukraine er en af verden største eksportører af hvede.

Ukraine og Rusland deltog i en ceremoni i Istanbul 22. juli. Her bekræftede parterne, at eksporten af korn kan genoptages trods Ruslands angrebskrig i Ukraine.

Men de to parter bekræftede ikke aftalen over for hinanden. Den har de hver for sig indgået med Tyrkiet og FN.

Det betød, at det første skib, "Razoni", kunne forlade havnen i Odesa mandag med 26.000 ton korn. Det har kurs mod Tripoli i Libanon.

Skibet, der er indregistreret i Sierra Leone, blev onsdag clearet til at gå gennem Bosporusstrædet.

Clearingen foretages af et internationalt hold, der består af folk fra Tyrkiet, FN og de to krigsførende parter.

Det internationale hold har udsendt en erklæring, hvor det ifølge AFP hedder, at den vellykkede passage af det første skib viser, at "konceptet holder".

/ritzau/Reuters

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Forsiden