Tre personer er dræbt i skyderi på filippinsk universitet

En tidligere borgmester er blandt ofrene, efter at en person stod bag skyderi på universitet i Filippinerne.

Politiet ses her til stede ved Ateneo de Manila-universitetet, hvor tre personer søndag blev skudt og dræbt. <i>Aaron Favila/Ritzau Scanpix</i>

Politiet ses her til stede ved Ateneo de Manila-universitetet, hvor tre personer søndag blev skudt og dræbt. Aaron Favila/Ritzau Scanpix

Tre personer - herunder en tidligere borgmester - er søndag blevet dræbt i et skyderi på et universitet i Filippinernes hovedstad, Manila.

Det oplyser politiet og den lokale borgmester.

Skyderiet skete, mens jurastuderende og deres familier var ved at ankomme til dimission på Ateneo de Manila-universitetet.

Hændelsen menes at være et målrettet attentat.

Blandt ofrene er Rose Furigay, der tidligere har været borgmester i den urolige provins Basilan i den sydlige del af landet. Hendes datter, der også blev skadet i skyderiet, var blandt dimittenderne.

Datteren betegnes af politiet som værende i stabil tilstand.

De to andre dødsofre var Furigays assistent og en sikkerhedsvagt.

- Vi er virkelig oprørte og knuste efter denne hændelse, siger Joy Belmonte, der er borgmester i den lokale administration.

Skyderier på skoler og universiteter er sjældne i Filippinerne på trods af relativt lempelige våbenregler. Målrettede attentater mod politikere er dog ikke usædvanligt - særligt i forbindelse med valg.

Den mistænkte gerningsmand bag søndagens skyderi er blevet anholdt.

Politiet har beslaglagt to håndvåben og en lyddæmper, der angiveligt er blevet brugt af den mistænkte. Politiet har desuden identificeret den mistænkte som en mand, der har en "lang forhistorie" med Rose Furigay.

- Det ser ud til at være et målrettet attentat, siger general Remus Medina.

Den mistænkte har beskyldt Rose Furigay for at have været en "narkobaron" og for at have bestilt tre forskellige angreb mod ham.

/ritzau/AFP

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.