Verden

Tre personer meldes dræbt under natlige angreb i Ukraine

Både i det centrale og sydøstlige Ukraine meldes personer omkomne under russiske missil- og droneangreb.

I Ukraines hovedstad, Kyiv, har indbyggere i nat taget ophold på underjordiske metrostationer for at søge dækning for russiske missiler og droner.
I Ukraines hovedstad, Kyiv, har indbyggere i nat taget ophold på underjordiske metrostationer for at søge dækning for russiske missiler og droner. Thomas Peter/Reuters

Opdateret kl. 05:05

Tre personer er natten til tirsdag blevet dræbt under russiske missil- og droneangreb i Ukraine.

Det oplyser ledere af de militære administrationer i regionerne Poltava og Zaporizjzja, der ligger i det centrale og sydøstlige Ukraine, ifølge nyhedsbureauet AFP.

- Som følge af fjendens angreb i Poltava-området er der blevet registeret skader på beboelsesejendomme og et hotel. Der er udbrudt brand, siger Vitalij Djakivnytj, der er leder af den militære administration i Poltava, på den krypterede beskedtjeneste Telegram.

- Desværre er to personer døde, og syv personer er blevet såret som følge af angrebet, tilføjer han.

Længere mod sydøst i Zaporizjzja melder lederen for regionens militære administration, Іvan Fedorov, at én person er blevet dræbt i det, som han omtaler som et massivt drone- og missilangreb.

- En person blev dræbt, og yderligere tre personer blev såret, skriver Fedorov i et opslag på Telegram.

Seks beboelsesejendomme, to huse og en butik er blandt de bygninger, der er blevet beskadiget i forbindelse med nattens angreb, melder han.

Ifølge AFP lød luftalarmerne sent natten til tirsdag over stort set hele Ukraine - med undtagelse af i den sydvestlige region Odesa.

Polen har som følge af de russiske angreb mod nabolandet sendt kampfly på vingerne. Det oplyste den operative kommando i det polske militær natten til tirsdag på det sociale medie X.

Foranstaltningerne beskrives som forebyggende.

Polen har flere gange sendt fly på vingerne i løbet af Ruslands krig i Ukraine. Det er typisk sket i forbindelse med russiske angreb i det vestlige Ukraine.

Mandag aften advarede Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, i sin daglige aftentale om, at han havde modtaget information fra det ukrainske efterretningsvæsen om, at Rusland forberedte sig på et større luftangreb.

/ritzau/

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden