Verden

Trump-administration gransker støtte til verdenskendt universitet

Mistanke om antisemitisme får amerikansk regering til at undersøge milliardbevillinger til Harvard University.

Det verdenskendte Harvard University bliver nu sat under lup af Trump-administrationen efter påstået antisemitisme. (Arkivfoto).
Det verdenskendte Harvard University bliver nu sat under lup af Trump-administrationen efter påstået antisemitisme. (Arkivfoto). Michael Casey/Ritzau Scanpix

Administrationen under den amerikanske præsident, Donald Trump, er i gang med at gennemgå føderale kontrakter og tilskud for i alt ni milliarder dollar (62 milliarder kroner) til det prestigefyldte Harvard University.

Det sker som led i en løbende indsats for at slå ned på antisemitisme, som ifølge Trump-administrationen florerer på amerikanske universiteter.

- Harvard har fungeret som et symbol på den amerikanske drøm i generationer - den højeste ambition for studerende over hele verden om at arbejde hårdt og gøre sig fortjent til at blive optaget på den legendariske institution, siger uddannelsesminister Linda McMahon.

- Harvards manglende evne til at beskytte studerende på campus mod antisemitisk diskrimination - alt imens de fremmer splittende ideologier frem for fri forskning - har bragt universitetets omdømme i alvorlig fare, tilføjer hun.

Fokus på Harvard University kommer, efter at Trump-administrationen i denne måned annullerede en bevilling på 400 millioner dollar til Columbia University.

Columbia University var epicenter for en række anti-israelske protester, der brød ud på flere amerikanske universiteter efter Hamas-angrebet på Israel i oktober 2023 og Israels efterfølgende krig i Gaza.

Trump-administrationen mener ikke, at Columbia University gør nok for at bekæmpe antisemitisme.

I sidste uge gik Columbia University med til at foretage en række ændringer i universitetets politik for at imødekomme krav fra Trump-administrationen.

Den midlertidige rektor for Columbia University valgte i weekenden at træde tilbage efter stormvejret.

Columbia University er en del af Ivy League, som er en gruppe prestigefyldte universiteter i det nordøstlige USA.

/ritzau/Reuters

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Forsiden