Verden

Trump afviser planer om tredje præsidentperiode

Trump regner med "fire gode år" på præsidentposten og nævner J.D. Vance og Marco Rubio som mulige arvtagere.

Donald Trump går efter at være landet i Palm Beach International Airport tidligere på ugen. (Arkivfoto).
Donald Trump går efter at være landet i Palm Beach International Airport tidligere på ugen. (Arkivfoto). Leah Millis/Reuters

Opdateret kl. 16:29

USA's præsident, Donald Trump, har ikke planer om at gå efter en tredje præsidentperiode.

Det siger han i et interview med NBC News offentliggjort søndag.

Tidligere har præsidenten ellers over for samme medie sagt om en tredje periode, at han ikke "laver sjov".

Forfatningens 22. tilføjelse fastslår, at man ikke kan vælges til mere end to perioder.

Denne gang lyder det fra præsidenten, at mange ønsker, at han bliver længere end fire år, men at det ikke er hans plan.

- Det er ikke noget, jeg har planer om. Jeg har planer om fire gode år og så at give den (præsidentposten, red.) videre til en anden - ideelt set en fremragende republikaner, siger Trump.

I interviewet anerkender præsidenten, at der ikke - så vidt han ved - juridisk er mulighed for, at han kan stille op igen.

- Jeg bliver en otteårspræsident, siger Trump, der også sad på posten fra 2017 til 2021.

- Jeg er en præsident med to perioder. Jeg har altid ment, at det var meget vigtigt.

Undervejs bliver Trump spurgt, om han tror, at Maga-bevægelsen (Make America Great Again, red.) kan overleve uden ham.

Han peger på flere mulige efterfølgere.

- Jeg synes, at vi har en fremragende gruppe folk. Man kan se på Marco (Rubio, udenrigsminister, red.), og man kan se på J.D. Vance (vicepræsident, red.), som er fantastisk. Jeg kunne nævne ti-femten mennesker, blot mens jeg sidder her, siger han.

Af NBC bliver han spurgt, hvem der kunne blive tale om, hvis han kun skulle pege på én.

Hertil svarer han, at vicepræsident Vance gør "et fantastisk job". Men samtidig ønsker Trump ikke at blande sig, siger han.

Interviewet finder sted, på et tidspunkt hvor vælgerne i målinger har givet udtryk for mindsket tiltro til Trump. Det gælder blandt andet på det økonomiske område og hans håndtering af inflationen - i kølvandet på øgede toldsatser over for resten af verden.

/ritzau/

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden