kriminalitet, lov og retfærdighed

Trump forudser en stor valgaften for Republikanerne

Midtvejsvalget er vigtigt, siger Trump og nævner kriminalitet, skatter og stram grænsepolitik som mærkesager.

Tidligere præsident Donald Trump og Melania Trump var tirsdag forbi et valgsted i Palm Beach i Florida for at stemme ved midtvejsvalget.
Tidligere præsident Donald Trump og Melania Trump var tirsdag forbi et valgsted i Palm Beach i Florida for at stemme ved midtvejsvalget. Andrew Harnik/Ritzau Scanpix

USA's tidligere præsident Donald Trump forudser, at Det Republikanske Parti vil få en "meget stor aften" ved det amerikanske midtvejsvalg tirsdag. Det sagde Trump ifølge Sky News, da han stemte ved et valgsted i Palm Beach, Florida.

Valgaftenen bliver "meget spændende at følge", tilføjer han til de forsamlede journalister.

- Det bliver et meget vigtigt valg, og forhåbentlig vil det gå den rette vej, siger han.

Trump peger på kriminalitet, lavere skatter og skærpet kontrol ved grænsen til Mexico som nogle af de emner, der er vigtigst for hans parti.

Han har givet sin officielle opbakning til flere republikanske kandidater ved dette valg.

Hvis de kandidater vinder, eller hvis Republikanerne får flere pladser i Kongressen end ventet, vil det af mange politiske iagttagere blive betragtet som en sejr for Trump.

Ekspræsidenten vil tirsdag ikke sige noget om, hvorvidt han overvejer at genopstille ved næste præsidentvalg i 2024.

Men på et vælgermøde mandag aften lokal tid sagde han, at han vil komme med "en meget stor bekendtgørelse" om en uge, tirsdag 15. november.

I flere uger har Donald Trump antydet, at han vil stille op til præsidentvalget.

Men midtvejsvalget er tilsyneladende så vigtigt, at Trump ikke vil stjæle opmærksomheden.

- Der er intet, der må mindske vigtigheden af i morgen, sagde Trump mandag ifølge BBC.

Kilder tæt på Trumps lejr har sagt til det amerikanske medie CNN, at Trumps rådgivere mener, at den tredje uge i november er et ideelt tidspunkt for ham at annoncere sit præsidentkandidatur.

/ritzau/

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Forsiden