Verden

Trump genskaber forbryderbillede i officielt præsidentfoto

Trump stirrer med et velkendt blik ind i kameraet på officielt præsidentfoto, som er offentliggjort torsdag.

Trump har torsdag offentliggjort sit officielle præsidentfoto.
Trump har torsdag offentliggjort sit officielle præsidentfoto. Trump Vance Transition Team Hand/Ritzau Scanpix

Opdateret kl. 20:36

Donald Trump har torsdag offentliggjort sit officielle portrætfoto som præsident.

Den tiltrædende amerikanske stats- og regeringsleders blik og hævede øjenbryn har med det samme fået stor opmærksomhed.

Ansigtsudtrykket minder nemlig til forveksling om det, han havde på et forbryderfoto, han fik taget i 2023.

Det skete, da han formelt meldte sig til myndighederne i et fængsel i Fulton County i den amerikanske delstat Georgia.

Kampagneholdet omkring Trump har i en pressemeddelelse offentliggjort de officielle billeder, som er af både Trump og hans kommende vicepræsident, J.D. Vance.

- Og de går lige på og hårdt, skriver kampagneholdet ifølge Axios.

Forbryderfotoet blev taget i en sag om forsøg på at omgøre valgresultatet i 2020.

Donald Trump har tidligere aktivt brugt billedet til at markedsføre sig. Således begyndte Trump-kampagnen - ikke længe efter at fotoet var blevet taget - at sælge blandt andet T-shirts, krus og klistermærker med fotoet.

Donald Trump tages 20. januar i ed som præsident.

Trump blev tiltalt i i alt fire straffesager i årene efter nederlaget ved præsidentvalget i 2020.

Kun en af dem - den såkaldte tys-tys-sag i New York - har været for retten.

Her blev Trump dømt for at have forfalsket regnskabsmateriale i forbindelse med en betaling til en pornoskuespiller.

Han fik hverken fængsels- eller bødestraf. Dommeren begrundede det med, at Trump snart indsættes som præsident.

Ved at blive valgt som præsident for anden gang har Trump for nu i vidt omfang afværget straffesagerne.

I Georgia-sagen er der i øvrigt opstået problemer for anklagerne, da en domstol har fjernet anklager Fani Willis fra sagen på grund af et romantisk forhold til en anden anklager.

/ritzau/

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Forsiden