Trump håner Pelosi halvanden uge efter angreb på hendes mand

Efter at Trump langede ud efter Nancy Pelosi, begyndte publikum at råbe "Lock her up".

I Miami i Florida deltog ekspræsident Donald Trump i et vælgermøde for at støtte Florida-senator Marco Rubio frem mod midtvejsvalget på tirsdag. <i>Joe Raedle/Ritzau Scanpix</i>

I Miami i Florida deltog ekspræsident Donald Trump i et vælgermøde for at støtte Florida-senator Marco Rubio frem mod midtvejsvalget på tirsdag. Joe Raedle/Ritzau Scanpix

Den tidligere amerikanske præsident Donald Trump går igen politisk til angreb på Nancy Pelosi, den demokratiske formand for Repræsentanternes Hus.

Det sker ifølge det amerikanske medie The Hill søndag under et vælgermøde i Florida, omtrent halvanden uge efter at Nancy Pelosis mand, Paul Pelosi, blev angrebet med en hammer.

Under mødet siger Trump, at republikanere "vil gøre en ende på vanvittige Nancy Pelosis politiske karriere én gang for alle".

Trumps kommentar bliver ifølge mediet mødt med "Lock her up"-tilråb fra publikum med det samme.

Trump har tidligere kaldt angrebet på Paul Pelosi "en forfærdelig ting".

Ved vælgermødet gentager Trump i øvrigt en række af sine falske påstande om valgsvindel ved præsidentvalget i 2020.

Han antyder - igen - at han formentlig stiller op i 2024.

- Jeg er nok nødt til at gøre det igen, men følg med, siger Trump.

The Hill beskriver, hvordan Trump langer ud efter en "klike" af demokrater, som ifølge Trump har slået sig sammen mod ham.

- Vanvittige Nancy Pelosi, hvordan har hun det i øvrigt for tiden?, spørger Trump ifølge det amerikanske medie.

- Hvordan har hun det?

"Lock her up" var et af de tilråb, der kom frem under præsidentvalgkampen i 2016 mellem Trump og Hillary Clinton. Det er siden da hyppigt blevet brugt under Trump-vælgermøder.

Det kan løst oversættes til "smid hende i spjældet".

Trump-rådgivere oplyser ifølge nyhedsbureauet Reuters, at en udmelding fra den tidligere præsident om præsidentvalget i 2024 måske kan ventes senere i november.

Vælgermødet med Trump var til støtte for Florida-senator Marco Rubio frem mod midtvejsvalget på tirsdag.

Også præsident Joe Biden holdt søndag vælgermøde. Det skete i delstaten New York, hvor han igen advarede om, at republikanske kandidater er en trussel mod demokratiske normer med deres fortsatte påstande om valgsvindel i 2020.

Paul Pelosi blev torsdag udskrevet fra hospitalet.

Pelosi var blevet opereret for skader, han pådrog sig under det voldelige angreb, der efterlod ham med et kraniebrud og skader på arme og hænder.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.