Trump har ikke efterlevet stævning fra 6. januar-udvalg

6. januar-udvalget mener, at Donald Trump og hans tætte allierede prøver at gemme sig fra dets efterforskning.

Bennie Thompson er formand for 6. januar-udvalget, der er nedsat af Kongressen. Han siger mandag, at Trump forsøger at gemme sig for udvalgets efterforskning. (Arkivfoto). <i>Pool/Ritzau Scanpix</i>

Bennie Thompson er formand for 6. januar-udvalget, der er nedsat af Kongressen. Han siger mandag, at Trump forsøger at gemme sig for udvalgets efterforskning. (Arkivfoto). Pool/Ritzau Scanpix

USA's tidligere præsident Donald Trump har ikke efterlevet en stævning fra det udvalg, der undersøger begivenhederne den 6. januar 2021, hvor Trump-støtter stormede Kongressen i Washington D.C.

Det siger udvalget mandag amerikansk tid.

Udvalget annoncerede 21. oktober, at det havde sendt en stævning til Trump.

I stævningen lød det, at han inden 4. november skulle aflevere udvalgte dokumenter, og at han skulle afgive vidneforklaring på eller omkring den 14. november.

4. november lød det fra udvalget, at det havde sagt ja til, at Trump kunne få en længere frist til at aflevere dokumenterne, efter at udvalget havde talt med en af Trumps advokater.

Forlængelsen var ikke mere end en uge, og udvalget fastholdt, at Trump fortsat skulle vidne omkring 14. november.

- Sandheden er, at Donald Trump, i lighed med adskillige af hans tætteste allierede, gemmer sig fra 6. januar-udvalgets efterforskning og nægter at gøre, hvad mere end tusind andre vidner har gjort, siger udvalgets formand og næstformand, demokraten Bennie Thompson og republikaneren Liz Cheney, i en udtalelse.

Fredag anlagde Trump en sag, hvor han søgte at undgå at blive tvunget til at afgive vidneforklaring eller aflevere dokumenter til udvalget.

Udvalget har afholdt en række høringer, hvor det forsøger at argumentere for, at Trump i store træk var ansvarlig for stormen på Kongressen 6. januar 2021.

I udtalelsen fra udvalget fremgår det ikke, hvad det vil gøre, hvis Trump fortsat ser bort fra stævningen.

6. januar 2021 stormede vrede demonstranter kongresbygningen i Washington D.C.. Det skete, da Kongressen skulle bekræfte valgresultatet fra præsidentvalget i 2020, hvor Trump havde tabt til Joe Biden.

Mindst fem personer mistede livet under stormen på Kongressen.

/ritzau/Reuters

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.