Verden

Trump i tale til soldater: Vi vil befri Los Angeles

I Los Angeles er der et angreb i gang mod fred og orden, siger Trump og forsvarer indsættelse af styrker.

"Generationer af helte fra hæren har ikke blødt på fjerne kyster blot for at se vores land blive ødelagt", lød det blandt andet fra Trump i tale til soldater på Fort Bragg tirsdag.
"Generationer af helte fra hæren har ikke blødt på fjerne kyster blot for at se vores land blive ødelagt", lød det blandt andet fra Trump i tale til soldater på Fort Bragg tirsdag. Brendan Smialowski/Ritzau Scanpix

Opdateret kl. 02:40

USA's præsident, Donald Trump, har tirsdag brugt en tale, han holdt til ære for amerikanske soldater, til at forsvare sin beslutning om at sende militære styrker til storbyen Los Angeles.

- Generationer af helte fra hæren har ikke blødt på fjerne kyster blot for at se vores land blive ødelagt af invasion og lovløshed fra den tredje verden, lød det fra Trump til soldater på basen Fort Bragg i delstaten North Carolina.

Trumps besøg til Fort Bragg finder sted, efter at præsidenten har beordret 4000 soldater fra Nationalgarden til Los Angeles i Californien. Også 700 marineinfanterister skal sendes til storbyen.

Det sker som reaktion på en række protester i byen, hvor indbyggere udtrykker modstand mod Trumps immigrationspolitik.

- Det, vi er vidner til i Californien, er et fuldstændigt angreb på fred, på den offentlige orden og på den nationale suverænitet - udført af oprørere med fremmede flag.

Trumps administration vil "befri Los Angeles", sagde han videre.

Ifølge præsidenten er indsættelsen af militær i byen nødvendigt for at beskytte statsejede bygninger og statsansatte borgere.

Californiens justitsminister og guvernør sagsøgte dog mandag Trump, og den amerikanske forsvarsminister, Pete Hegseth, fordi administrationen har indsat Nationalgarden uden tilladelse fra delstatens guvernør.

Her lød det, at der med indsættelsen af styrker er tale om magtmisbrug og unødvendig provokation.

Gadeprotesterne i Los Angeles har været i gang siden fredag. Ifølge myndigheder i byen har uroligheder været begrænset til at gælde nogle få gader, og flertallet af deltagerne har demonstreret fredeligt.

Tirsdag har advokater på vegne af delstaten Californien anmodet en domstol om at udstede en ordre, som skal forbyde de indsatte soldater at udføre såkaldt retshåndhævende arbejde.

Eksempelvis skal styrkerne ikke kunne bidrage til håndhævelsen af immigrationslovgivning i staten, lyder det.

/ritzau/Reuters

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden