Verden

Trump kræver undersøgelse af stop af rulletrappe i FN

En rulletrappe gik i stå i FN's hovedkvarter tirsdag, da USA's præsidentpar var på vej op ad den.

USA's præsident, Donald Trump, holdt en tale ved FN's General forsamling tirsdag. (Arkivfoto).
USA's præsident, Donald Trump, holdt en tale ved FN's General forsamling tirsdag. (Arkivfoto). Yasushi Kaneko/Ritzau Scanpix

USA's præsident, Donald Trump, kræver en undersøgelse af det, som han kalder for tredobbelt sabotage i forbindelse med hans besøg i FN tirsdag, hvor en rulletrappe, en teleprompter og lydteknikken ikke fungerede korrekt.

Det skriver han selv på sit sociale medie, Truth Social.

- En ren skandale fandt sted i FN i går - ikke én, ikke to, men tre meget uhyggelige begivenheder!, skriver han.

Han beskriver først, hvordan en rulletrappe med et hvin gik i stå, da han og USA's førstedame, Melania Trump, var på vej til FN's Generalforsamling, hvor Trump skulle holde tale.

- Det er utroligt, at Melania og jeg ikke faldt forover på de skarpe stålkantede trin med ansigtet først. Kun fordi vi begge holdt godt fast i gelænderet, endte det ikke i en katastrofe, skriver han.

Han henviser til, at FN-medarbejdere skal have lavet sjov med at slukke rulletrappen.

- De mennesker, der gjorde det, burde blive anholdt!, skriver Trump.

Han skriver også, at hans teleprompter gik i stå i starten af hans tale, og at verdensledere i salen ikke kunne høre ham, fordi lydsystemet var gået i stykker.

- Det her var ikke et tilfælde, det var tredobbelt sabotage i FN. De burde skamme sig, skriver Trump.

FN's generalsekretær, Antonio Guterres, har modtaget en korrespondance fra USA's permanente FN-mission vedrørende begivenheder, der fandt sted under Trumps besøg i FN's hovedkvarter 23. september.

Det skriver Stéphane Dujarric, der er talsperson for generalsekretæren, i en udtalelse på FN's hjemmeside.

- Generalsekretæren informerede herefter FN-missionen om, at han allerede havde beordret en grundig undersøgelse.

- Han meddelte, at FN er klar til at samarbejde i fuld åbenhed med relevante amerikanske myndigheder om den her sag for at fastslå, hvad der forårsagede de hændelser, som USA henviser til, lyder det fra Dujarric.

/ritzau/

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden