Verden

Trumps tålmodighed med Iran er ved at slippe op

Iran bør indgå en aftale, siger Trump. Han kommer ikke til at være meget mere tålmodig, lyder det i interview.

Donald Trump og Kinas præsident, Xi Jinping, giver hinanden hånd fredag morgen dansk tid, da de mødes for anden dag i træk under Trumps besøg i Kina. Trump runder besøget af fredag.
Donald Trump og Kinas præsident, Xi Jinping, giver hinanden hånd fredag morgen dansk tid, da de mødes for anden dag i træk under Trumps besøg i Kina. Trump runder besøget af fredag. Evan Vucci/Ritzau Scanpix

Opdateret kl. 05:44

USA's præsident, Donald Trump, siger, at han ikke vil vise Iran meget mere tålmodighed.

Det sker i et interview, som er blevet sendt torsdag aften amerikansk tid, i Fox News-udsendelsen "Hannity", skriver nyhedsbureauet Reuters.

- Jeg kommer ikke til at være meget mere tålmodig, siger Trump.

- De (Iran, red.) bør indgå en aftale.

USA og Israel indledte den 28. februar angreb i Iran. Parterne forhandler om en løsning på konflikten, mens der er aftalt en våbenhvile.

Iran har fra begyndelsen af marts lukket for stort set al skibstrafik i Hormuzstrædet.

Det har sat en prop i eksporten af olie og naturgas fra landene omkring Den Persiske Golf - og energipriserne er derfor steget verden over.

I interviewet med Fox News bløder den amerikanske præsident alligevel en anelse op omkring et tidligere fremsat krav om iransk udlevering af landets berigede uran.

- Irans berigede uran kan blive begravet, men jeg vil hellere have det, siger Trump ifølge Reuters.

Trump har tidligere beskyldt Iran for at være løbet fra en aftale med USA om, at USA måtte fjerne Irans lager af beriget uran.

Interviewet med Fox News er optaget i Kina i forbindelse med Trumps topmøde med Kinas præsident, Xi Jinping.

Torsdag vendte de to præsidenter ifølge Trump også situationen i Iran.

Trump siger, at han fik en forsikring om, at Kina ikke på nogen måde vil forsyne Iran militært i konflikten, og at Kina vil bidrage til en åbning af Hormuzstrædet.

- Han (Xi Jinping, red.) vil gerne se Hormuzstrædet åbent og sagde, at hvis han på nogen måde kan hjælpe, vil han gerne det, siger Donald Trump.

Fredag morgen dansk tid opfordrer Kinas udenrigsministerium i en udtalelse til en genåbning af Hormuzstrædet og en vedvarende våbenhvile. Det skriver nyhedsbureauet AFP.

/ritzau/

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden