Trump roser Gaza-forhandlinger: Hamas har sagt ja til vigtige ting
Trump siger mandag, at han tror på en snarlig aftale om fred i Gaza. Forhandlingerne går godt, siger han.
Opdateret kl. 01:49
Der bliver gjort store fremskridt i forhandlingerne mellem Israel og den militante Hamas-bevægelse, som er gået med til nogle vigtige ting.
Det siger USA's præsident, Donald Trump, mens der foregår drøftelser i Egypten om en aftale om fred i Gazastriben.
Han bliver af journalister i Det Hvide Hus spurgt, om han har nogen betingelser for en aftale. Herunder om Hamas skal gå med til at overdrage sine våben.
- Jeg har nogle ufravigelige krav (red lines, red.). Hvis nogle bestemte ting ikke bliver imødekommet, kommer vi ikke til at gøre det.
- Men jeg synes, at det går rigtigt godt, og jeg synes, at Hamas er gået med til nogle ting, der er meget vigtige, siger Trump.
Forhandlingerne finder sted i den egyptiske ferieby Sharm el-Sheikh.
Foruden en israelsk delegation og repræsentanter for Hamas deltager også amerikanske udsendinge.
Lidt efter midnat natten til tirsdag rapporterer Al-Qahera News, at drøftelserne mandag er færdige.
Der var en positiv stemning, beretter mediet, som har forbindelser til Egyptens efterretningsvæsen.
Forhandlingerne vil fortsætte tirsdag.
I Det Hvide Hus siger Trump, at han ser optimistisk på chancerne for at opnå en fredsaftale.
- Jeg tror, at vi får en aftale på plads. Det er svært for mig at sige det, når de i årevis har forsøgt at nå til en aftale.
- Vi får en aftale om Gaza, er jeg ret sikker på.
Forhandlingerne i Egypten sker på baggrund af en plan med 20 punkter, som Donald Trump har fremlagt.
I den første fase af planen ønsker Trump, at de tilbageværende israelske gidsler i Gaza bliver løsladt. Det samme skal ske med fængslede palæstinensere i Israel.
Netop fangeudvekslinger er noget af det første, som forhandlerne i Sharm el-Sheikh har drøftet mandag.
Det sagde Det Hvide Hus' pressetalsperson, Karoline Leavitt, tidligere på dagen.
Hamas-bevægelsen, som sidder på magten i Gaza, meddelte fredag, at den er klar til at løslade alle gidslerne som led i Trumps plan.
Lidt senere samme dag lød det fra Benjamin Netanyahu, Israels premierminister, at Israel er klar til at gennemføre fredsplanens første del.
/ritzau/AFP
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.