Verden

Trump: Tiltale mod Cubas Castro er et stort øjeblik

USA's fungerende justitsminister forventer, at 94-årige Raul Castro vil ende i et amerikansk fængsel.

USA's præsident, Donald Trump, udtaler sig til journalister ved ankomsten til Joint Base Andrews i Maryland onsdag. Kort forinden havde USA's justitsministerium fremlagt tiltalen mod Cubas tidligere præsident Raul Castro.
USA's præsident, Donald Trump, udtaler sig til journalister ved ankomsten til Joint Base Andrews i Maryland onsdag. Kort forinden havde USA's justitsministerium fremlagt tiltalen mod Cubas tidligere præsident Raul Castro. Evelyn Hockstein/Reuters

USA's tiltale mod Cubas tidligere præsident Raul Castro er "et meget stort øjeblik", siger præsident Donald Trump.

USA er nu ved at "frigøre" Cuba, lyder det ifølge Reuters.

Trump siger samtidig, at han ikke kan sige, hvad der nu vil ske for Cuba, men tilføjer, at han ikke ser behov for at optrappe situationen.

- Der kommer ingen optrapning. Jeg synes ikke, at det er nødvendigt, siger Trump ifølge AFP i en udtalelse til journalister.

- Prøv at se, stedet er ved at falde sammen. Det er noget rod, og de har på en måde mistet kontrollen, siger han.

Meldingen kommer efter spekulationer om, at USA kan finde på at vælte den kommunistiske regering eller tage til Cuba og hente Castro til en retssal i USA, som det skete med Venezuelas leder, Nicolas Maduro.

Tidligere onsdag viste retsdokumenter, at Raul Castro er tiltalt for fire tilfælde af drab, to tilfælde af ødelæggelse af fly og ét tilfælde af sammensværgelse om at dræbe amerikanske statsborgere.

Det er sket i forbindelse med en konflikt mellem de to lande i 1996, hvor cubanske kampfly skød fly ned, som blev opereret af en gruppe eksilcubanere med base i USA.

USA's fungerende justitsminister, Todd Blanche, siger, at han forventer, at den i dag 94-årige Raul Castro vil ende i et amerikansk fængsel.

- Vi forventer, at han dukker op her af egen vilje eller på anden måde og kommer i fængsel, siger Blanche ifølge AFP onsdag på et pressemøde i Miami i Florida.

Cubas regering har afvist de amerikanske anklager mod Castro som "falske", lyder det på statsligt tv i Cuba onsdag aften dansk tid.

/ritzau/

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Forsiden