Trump: Valget var skuffende men en stor sejr

Den tidligere præsident siger, at valgets udfald var "noget skuffende", men han kalder det stor sejr.

I en kommentar til midtvejsvalget i USA siger Donald Trump ifølge nyhedsbureauet Reuters, at "mens udfaldet var noget skuffende, så var det efter min mening en meget stor sejr".

- Set ud fra mit personlige synspunkt var det en meget stor sejr, siger den republikanske politiker og tidligere præsident i et indlæg på sit eget sociale netværk Truth Social ifølge det tyske nyhedsbureau dpa.

- De fleste af de kandidater, som jeg har støttet, har sejret, skriver Trump og spørger: "Hvem har nogensinde klaret det bedre?"

Reelt har fremtrædende kandidater, som Trump har støttet, tabt eller står til at tabe. De kandidater, som han har støttet, og som har vundet, var opstillet steder, hvor Republikanerne i forvejen kunne være sikre på at vinde.

Flere iagttagere har peget på Trump som en af valgets tabere, da flere trump-støttede kandidater i flere svingstater led nederlag, hvilket kan koste partiet kontrollen over Senatet.

– Fake News-pressen og deres partnere, Demokraterne, gør alt, hvad de kan for at nedtone sejre. Et fantastisk job fra virkelig fantastiske kandidater, skriver Trump.

Ifølge CNN har han været mere kritisk i kulisserne, hvor han har kaldt kandidaterne svage.

Et særligt stort nederlag for Trump var i Pennsylania. Her vandt Demokraternes John Fetterman en vigtig plads i Senatet, mens tv-lægen Mehmet Oz, der stillede op for Republikanerne måtte se sig slået.

I delstaten Georgia går valget om i december, og den republikanske Trump-tilhænger Herschel Walker må ud i et nyt opgør mod demokraten Raphael Warnock, da ingen af dem fik de nødvendige 50 procent af stemmene.

Delstaten har en særlig regel om, at valget skal gå om mellem de to kandidater med flest stemmer, hvis ingen får over 50 procent i første runde.Valget, som kan komme til at afgøre, hvilket parti, som får flertallet i Senatet, skal gå om den 6. december.

En embedsmand i Homeland Security, der er med til at varetage sikkerheden ved valget, siger til tv-stationen CNN, at der ikke er tegn på, at valgsystemet er blevet påvirket.

– Vi har ikke set nogen beviser på, at nogen stemmer er slettet, tabt, ændret eller på anden blevet påvirket, siger Jen Easterly, som har ansvaret for datasikkerhed i Home Security.

/ritzau/dpa

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Breaking
Kendt kok skal i retten: Her er tiltalen
Luk