Verden

Trump vil importere mere medicin fra lande med lavere priser

Det skal være nemmere for delstater i USA at importere lægemidler fra lande med lavere priser, mener Trump.

Donald Trump i Det Hvide Hus. Tirsdag har han underskrevet et dekret, der skal føre til lavere medicinpriser i USA.
Donald Trump i Det Hvide Hus. Tirsdag har han underskrevet et dekret, der skal føre til lavere medicinpriser i USA. Brendan Smialowski/Ritzau Scanpix

USA's præsident, Donald Trump, har tirsdag underskrevet et dekret, der har til formål at opnå lavere priser på medicin i USA.

Trump vil blandt andet give delstaterne bedre mulighed for at tilbyde billigere medicin til deres borgere ved at importere direkte fra lande, hvor priserne er lavere.

Delstaten Florida fik sidste år lov af den amerikanske regering til at importere fra Canada, men andre stater fik ikke grønt lys. Her mener Trump altså, at det skal være nemmere at få en sådan tilladelse.

USA har nogle af verdens højeste medicinpriser.

Samtidig er landet med over 300 millioner indbyggere et vigtigt marked for mange medicinalvirksomheder, herunder danske Novo Nordisk.

Foruden mere import fra lande med lave medicinpriser handler Trumps dekret også om at ændre i reglerne for, hvornår Medicare kan begynde at forhandle om priser.

Medicare er en offentlig sundhedsforsikring for borgere over 65 år og personer med visse lidelser.

I dag er der forskellige regler, afhængig af om der er tale om medicin, der skal indtages oralt eller som indsprøjtninger.

Reglerne skal ensrettes, mener Trump. Han går dog ikke i dekretet i detaljer om, hvordan ensretningen skal ske.

Allerede under Joe Bidens tid som præsident blev der i USA arbejdet på at få medicinpriserne ned.

I 2024 forhandlede den amerikanske regering sig frem til prisnedsættelser på mellem 38 og 79 procent på ti populære, receptpligtige lægemidler, som bliver brugt af Medicare. Besparelserne vil gælde fra 2026.

I januar i år meldte den amerikanske regering så ud, at turen var kommet til 15 andre lægemidler, herunder Wegovy og Ozempic fra Novo Nordisk.

Begge præparater indeholder semaglutid, som hæmmer appetitten. Lægemidlerne udskrives til patienter med sukkersyge eller som hjælp til vægttab.

USA ønsker i forhold til de 15 udvalgte lægemidler at forhandle priser, der skal gælde for Medicare fra 2027.

Omkring 2,3 millioner Medicare-patienter fik sidste år et Novo-middel med semaglutid.

/ritzau/AFP

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden